402 kvinder i Main Event ud af 9.208 spillere (4,4 %) er ny rekord

Mini-boom for kvinder i poker: WSOP-rekorder viser en sund udvikling

Dansk Poker har kigget nærmere på det positive mini-boom af kvindelige pokerspillere – specielt i liveturneringer som senest set ved WSOP 2026.

Da vi ved indgangen til 2026 skrev om ønsket om at få flere kvinder til pokerbordene, handlede det om håb, initiativer og ambitioner. Et halvt år senere er der allerede masser af konkrete beviser på, at udviklingen går den rigtige vej.

Årets World Series of Poker har nemlig budt på flere historiske milepæle, som peger i samme retning: Kvinder fylder mere i verdens største pokerfestival – og de gør det ikke kun som deltagere, men også som vindere.

Foto: wsop.com

Rekordmange kvinder i Main Event

WSOP Main Event er fortsat pokersportens absolutte højdepunkt, og netop derfor vækker årets tal opsigt.

2026 bød på det højeste antal kvindelige deltagere nogensinde i Main Eventet og slog dermed den tidligere rekord.

Allerede inden turneringen begyndte, blev der spekuleret i, om rekorden ville falde, og den optimisme viste sig at holde stik. Udviklingen fortsætter dermed en positiv tendens, hvor flere og flere kvinder vælger at tage chancen i verdens mest prestigefyldte pokerturnering.

Det er naturligvis stadig en mindre del af det samlede felt, men væksten er markant nok til, at den ikke længere kan betegnes som tilfældig.

WSOP Main Event 2026: 9.208 deltagere.

Antal kvinder: 402 kvinder

Det er den første gang nogensinde, at antallet passerede 400, og dermed ny rekord (den tidligere rekord var 395 fra 2023).

Foto: wsop.com – Caitlin Comeskey – tidligere influencer der nu er professionel pokerspiller har haft et flot WSOP

Historisk sommer med tre kvindelige bracelet-vindere

Mindst lige så bemærkelsesværdigt er resultaterne.

For første gang siden 2004 lykkedes det hele tre kvinder at vinde åbne WSOP-bracelets i løbet af samme sommer. Det er en historisk milepæl og understreger, at kvinder ikke blot deltager i større antal – de konkurrerer også helt i toppen af felterne.

Et af de største øjeblikke kom, da Yanting Jiang vandt $3.000 Mid-Stakes Championship efter at have besejret et enormt felt. Sejren var ikke blot karrierens største, men endnu et bevis på den stigende styrke blandt kvindelige pokerspillere på den internationale scene.

Når tre kvinder kan løfte et bracelet i åbne events blandt de 100 WSOP-turneringer, sender det et stærkt signal til resten af pokerverdenen.

De tre kvinder, der skrev WSOP-historie

Kristen Foxen (Canada)

  • Vinder af Event #19: $25.000 High Roller No-Limit Hold’em til imponerende $1.773.083.
  • Første kvinde til at vinde et åbent WSOP-event i sommeren 2026 og er verdens mest vindende kvindelige pokerspiller.

Michelle Chin (USA)

  • Vinder af et åbent bracelet-event tidligere på sommeren i Event #58: $1,500 Limit 2-7 Lowball Triple Draw til $161.313.
  • Blev den anden kvinde til at vinde et åbent WSOP-event i 2026 og banede vejen for den historiske rekord.

Yanting Jiang (Kina)

  • Vinder af Event #89: $3.000 Mid-Stakes Championship til $1.159.182.
  • Besejrede et af sommerens største felter og blev den tredje kvinde til at vinde et åbent bracelet-event ved årets WSOP – første gang siden 2004, at tre kvinder opnår den bedrift samme sommer.

Foto: wsop.com – Kristen Foxen, Michelle Chin og Yanting Jiang

Ladies Championship med nye rekorder

Vinderen af årets $1.000 Ladies Championship var Skye Chen, som kunne løfte sit første WSOP-bracelet efter at have overlevet endnu et stort felt i den traditionsrige turnering – og ikke mindst en flot førstepræmie på rekordstore $194.630..

I den turnering var der desuden også deltagerrekord med 1.475 entries. Den tidligere rekord var fra sidste år i 2025, hvor der var 1.368 ladies entries.

Foto: wsop.com – Skye Chen

Et mini-boom – særligt ved livebordene

Udviklingen virker heller ikke til at være begrænset til Las Vegas.

Mange i pokermiljøet oplever, at der er kommet flere kvinder til de live turneringer, som afvikles rundt omkring i verden. Det gælder både de store internationale festivaler og mindre tours, hvor flere kvinder end tidligere vælger at tage plads ved bordene.

Det er en udvikling, som giver god mening.

Poker har de seneste år fået flere kvindelige rollemodeller, større synlighed på sociale medier via flere influencerer og et stigende antal fællesskaber, der gør det lettere at tage springet til livepoker. Når nye spillere møder et mere inkluderende miljø og kan spejle sig i andre kvinder, bliver vejen ind i spillet ganske enkelt kortere.

Vi oplever derfor det, der bedst kan beskrives som et lille boom for kvinder i livepoker.

Foto: wsop.com – Shiina Okamoto har været med til at hjælpe et boom for kvinder ikke mindst i Japan

En gevinst for hele pokersporten

Hos Dansk Poker skrev vi tilbage i januar, at flere kvinder ved bordene ikke handler om kvoter eller symbolpolitik – det handler om at gøre poker stærkere.

Den holdning ændrer årets WSOP ikke på. Tværtimod.

Flere deltagere med forskellige baggrunde skaber større spillerfelter, mere variation og et sundere pokermiljø. Samtidig bliver spillet mere attraktivt for kommende generationer, når de kan se, at poker er en sport med plads til alle.

Der er stadig et stykke vej, før kønsfordelingen nærmer sig noget, der minder om balance. Men rekorderne ved årets WSOP viser, at udviklingen går den rigtige vej.

Hvis 2026 bliver husket som året, hvor kvinder for alvor begyndte at sætte et endnu tydeligere aftryk på verdens største pokerfestival, er det ikke kun en sejr for de tre bracelet-vindere eller de rekordmange deltagere i Main Event.

Det er en sejr for pokeren som helhed og en trend vi håber vil fortsætte i Danmark.

Artikelfoto: wsop.com – ny rekord ved WSOP Ladies Event 2026

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail