Der var deepstack poker, fest og masser af fede Mystery Bounties i Frederiksværk

Mystery Bounty fest: 10 års jubilæum hos John Tøms Poker

I weekenden blev der afholdt 10-års jubilæumsturnering hos John Tøms Poker i Frederiksværk. Hele 90 spillere fyldte lokalet, da Tøms markerede jubilæet med deepstack og Mystery Bounty – en weekend med masser af poker, hygge og en finale, hvor både rejse, trofæ og store bounties var på spil.

Oprindeligt var der åbnet for 80 spillere, men interessen viste sig hurtigt at være så stor, at Spillemyndigheden gav tilladelse til at forhøje deltagerantallet til 90. Spillemyndigheden mødte som de plejer uanmeldt op for at sikre, at alt gik rigtigt til – og kunne endnu engang konstatere, at alt var i skønneste orden.

Alt klar til kamp

Tøms og hans trofaste hjælpere havde brugt tre aftener op til turneringen på at få lokalerne til at shine, og med de mange positive tilbagemeldinger fra spillerne i løbet af weekenden stod det klart, at forberedelserne havde båret frugt.

Turneringsformatet var en “Super Deepstack Mystery Bounty”, hvor der allerede lørdag blev uddelt fem ekstra bounties som en særlig gestus fra Tøms. Hele indskuddet blev givet tilbage til spillerne, og som prikken over i’et havde arrangøren skaffet en pokerpakke til Apollonia Casino i Nordmakedonien til en værdi af 5.000 kr. til vinderen af jubilæumsturneringen. I den anden pause blev der serveret lækker lasagne fra Slagter Duelund, som også stod bag det flotte trofæ til vinderen.

Turneringen forløb gnidningsfrit – bortset fra en enkelt ødelagt chip, da Lars Foged Mikkelsen tæt på pengene måtte se en kæmpepot gå ham forbi på et ødelæggende riverkort (og det skete endda mere end én gang – heldigvis kostede det ikke en chip hver gang).

Finaledagen

Efter mange timers spil var det de bedste 18, som søndag mødte ind til finaledagen. Allan Hansen (1.856.000), Thomas Petersen (1.213.000) og Steen Johansen (1.063.000) havde det bedste udgangspunkt, men alle ville få muligheden i løbet af finalen.

Inden spillet gik i gang søndag, blev der hurtigt enighed om at tage et mindre beløb fra præmiepuljen til dealerne, så fokus kunne være på det, spillerne er bedst til – nemlig poker. Morten Meier og chefen selv sørgede for, at kortene fløj gnidningsfrit hele eftermiddagen – Morten endda helt frem til afgørelsen faldt.

Blinds var sat godt tilbage, og levels blev forlænget til 40 minutter. Det gav mulighed for seriøst poker fremfor ren “skubbe-poker”, og det betød samtidig, at flere spillere formåede at doble sig tilbage i kampen, mens andre holdt fast hele vejen til afgørelsen.

Efterhånden som timerne gik, blev feltet stille og roligt mindre. De stigende blinds lagde et konstant pres på dem, der ikke fik samlet chips sammen, mens andre måtte se deres turneringsliv forsvinde på en kold river – “just a part of the game”. Uanset hvad, blev finalebordet ramt efter godt fire timers spil.

Finalebordet klar

Thomas Petersen, den lune østsjællænder, fik ikke lang tid på finalebordet, da han blev slået ud af Steen Johansen og måtte tage turen hjem som bubbleboy. Helt tomhændet gik han dog ikke, for Tøms havde sørget for et gavekort på 400 kr. som trøstepræmie.

Første mand ude fra finalebordet blev Rasmus Lars Hansen, som fik 1.110 kr. for niendepladsen, kort før Per Henrik Laursen måtte forlade turneringen som nummer otte til 1.400 kr.

Steen Johansen havde opbygget et solidt chiplead og fortsatte ufortrødent med at sende spillere ud – heriblandt Michael K. Lundgren på syvendepladsen. Endnu en gang måtte Steen trække en kuvert, og denne gang blev spændingen endelig udløst: han stod med den største bounty på 3.800 kr. i hånden. Kort tid efter var det farvel til Brian Elsfeldt på sjettepladsen.

Udover Steen var de øvrige spillere jævne i stacks og forsøgte at kæmpe sig tilbage. Den ellers længeførende Allan Hansen så sin stack svinde og befandt sig pludselig selv i farezonen, før han til sidst røg ud i en hånd mod den senere vinder på en femteplads.

Også Allan var fuld af ros efter weekenden:
“Tusind tak for et supergodt arrangement. Altid sjovt med så stort et deltagerfelt samt dyb struktur – det giver anledning til en masse god poker. God stemning og spænding, når der skulle trækkes mystery-præmier. Håber absolut på flere arrangementer som dette.”

Mystery Bounty

Mystery Bounty-delen gav ekstra spænding hele vejen. Brian Elsfeldt hentede 400 kr. for at slå Leon Skinbjerg ud som nummer 15, og Allan Hansen indkasserede 1.000 kr. i bounty for at sende Thomas Mogensen ud som nummer 16. Rasmus Lars Hansen fik 600 kr. for elimineringen af Zandra Willumsen, mens Lars Foged Mikkelsen kunne notere 600 kr. for at sende Claus “Bølle” Nielsen ud på 17.-pladsen.

Steen Johansen var brandvarm og stod for fire elimineringer på vejen mod titlen – Jan Bryde, Thomas Petersen, Rasmus Lars Hansen og Allan Hansen måtte alle give fortabt.

Henrik Holmgaard hev tre bounties i alt – sin egen, den næststørste på 1.500 kr., samt yderligere to på 600 og 200 kr. Oliver Christensen og Jesper Engelbrecht Petersen måtte nøjes med deres egne efter den afsluttende deal.

Firvejs CHOP-deal

Til trods for sin store føring var Steen Johansen ikke bleg for at tilbyde en chop-deal – et forslag, som de øvrige spillere naturligvis ikke kunne sige nej til. Da de sidste fire var tilbage, blev de enige om at splitte præmiepuljen ligeligt og samtidig lade førende Steen tage titlen, trofæet og den addede pokerrejse til Nordmakedonien til en værdi af 5.000 kr. De øvrige i dealen var Henrik Holmgaard, Oliver Christensen og Jesper Engelbrecht Petersen, og sammen med Steen skulle de selvfølgelig med på vinderbilledet.

Vinderens ord

Efter sejren fortalte Steen, at oplevelsen havde overgået alle hans forventninger:

“Som amatørspiller er det altid spændende, når der er de store turneringer i de lovlige klubber, og jeg har set frem til JTP’s jubilæumsturnering på min egen hjemmebane hele efteråret. Allerede på dag 1 var stemningen på mit bord høj, og der var både gode hænder og hyggelige spillere – specielt det sidste betyder meget for mig.”

“Dag 1 forløb fuldstændig som håbet, og min stack blev stille og roligt bygget op, og første delmål blev nået – nemlig at kvale til finalen. Stemningen fra dag 1 blev faktisk overgået på dag 2, hvor alle var i godt humør, og der blev grint og joket om bordet.”

“I starten udeblev både kort og setups, men uden det kostede for mange af mine jetoner. Da finalebordet var sat, så kom kortene, og stille, roligt men sikkert voksede stacken. Jeg fik min første lidt større sejr – og glæder mig helt vildt til, at jeg til marts skal ud i den store verden for første gang og spille endnu mere poker.”

Med en samlet gevinst på 8.800 kr. inklusive bounties, rejse og trofæ kunne Steen Johansen lade sig hylde som vinder af 10-års jubilæumsturneringen – og som afslutning på en weekend, hvor både spil, stemning og fællesskab var i absolut topklasse hos John Tøms Poker.

Chefen takker

Afslutningsvis sendte Tøms en varm tak til alle, der var med til at gøre jubilæet til noget særligt:

“Det har været en fantastisk oplevelse at se så mange mennesker bakke op – både gamle kendinge og nye ansigter. Stemningen har været præcis sådan, som jeg håbede: hyggelig, seriøs og med masser af grin undervejs. Tusind tak til alle for opbakningen – uden jer var det her ikke muligt.”

Han kunne samtidig afsløre, at planerne for næste år allerede er i gang:
“Vi ser på en endnu større turnering med plads til op mod 150 spillere – og måske endda en lille turneringsserie over to-tre uger. Det bliver spændende!”

Som en ekstra lille krølle på halen kunne Tøms tilføje med et smil, at Steen Johansen allerede har tilbudt at tage vagten næste gang, der afholdes en lignende turnering.
“Lad os nu se, om det sker – eller om vi begge stiller til start, og der bliver investeret i en TD udefra. En del af rake’en kunne jo passende gå til det,” lød det med et glimt i øjet fra John Tøms Poker.

Præmielisten
PlaceringNavnPræmie (inkl. bounties)
1Steen Johansenkr. 8.800
2Henrik Holmgaardkr. 5.700
2Jesper Engelbrecht Pedersenkr. 3.800
2Oliver Christensenkr. 3.600
5Allan Hansenkr. 3.700
6Brian Elsfeldtkr. 2.150
7Michael K. Lundgrenkr. 1.750
8Per Henrik Laursenkr. 1.400
9Rasmus Lars Hansenkr. 1.700
10Thomas Pedersenkr. 400 (gavekort)
11Lars Foged Mikkelsen kr. 600 (bounty)

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail