Der er igen lagt op til seks dages pokerfestival i hjertet af hovedstaden, når Nordic Open 2026 løber af stablen fra den 5. til 10. maj på Casino Copenhagen. Programmet er allerede offentliggjort på kasinoets hjemmeside, og ifølge pokermanager Lars Mikkelsen er der al mulig grund til at sikre sig en plads i god tid.
Dansk Poker tog en snak med Lars Mikkelsen for at høre ham om der var nyt omkring den næste store turneringsserie på Casino Copenhagen: Nordic Open 2026.
“Jeg er overbevist om, at der bliver udsolgt,” siger han til Dansk Poker.
Optimismen bunder især i, at Danske Spil Poker i år kører online-satellitter i en længere periode end sidste år – og med markant flere billetter i spil.
“DSP kører online satellitter længere end sidste år – der bliver mange billetter,” fastslår Lars.

Main Event med tre startdage – og matchende struktur
Hovedturneringen bliver igen seriens helt store trækplaster. Main Event spilles med tre startdage til 3.150 kr., og der bliver – ligesom vi kender det fra de større danske serier – mulighed for at købe sig direkte ind i dag 2.
Prisen for direkte indgang på dag 2 lyder på 14.750 kr. For det får man dag 2 startstacken på 100.000 chips, som er gennemsnit.
En vigtig justering i år er strukturen:
“Strukturen matcher nu 100% MPT- og DM-strukturen i det, at hver femte går videre – og ikke som før hver fjerde,” forklarer Lars.
Det betyder, at 20 procent af feltet fra hver startdag går videre til dag 2, hvilket bringer Nordic Open helt på linje med strukturen fra både DM og MPT. Til dag 2 forventes der fuldt hus.
“Til dag 2 forventes der udsolgt med de 50 pladser, som der er nu,” siger pokermanageren.
Med andre ord: Kombinationen af flere satellitbilletter, en velkendt struktur og begrænsede pladser på dag 2 kan meget vel skabe rift om sæderne.
Nordic Open 2026
Program
5. maj 2026 kl. 19.00 – NLH Qualifier til dag 1A – 900 kr. – 150 pladser
6. maj 2026 kl. 16.00 – Nordic Open Main Event dag 1A – 3.150 kr. – 220 pladser
6. maj 2026 kl. 20.00 – NLH med 1 re-entry – 950 kr. – 40 pladser
7. maj 2026 kl. 16.00 – Nordic Open Main Event dag 1B – 3.150 kr. – 220 pladser
7. maj 2026 kl. 20.00 – PLO 8-Max med 1 re-entry – 950 kr. – 32 pladser
8. maj 2026 kl. 16.00 – Nordic Open Main Event dag 1C – 3.150 kr. – 220 pladser
8. maj 2026 kl. 20.00 – NLH med 1 re-entry – 950 kr. – 40 pladser
9. maj 2026 kl. 14.30 – Nordic Open Main Event dag 2 – 14.750 kr. – 50 pladser
9. maj 2026 kl. 19.00 – NLH 2-dags sideevent – 2.000 kr. – 80 pladser
10. maj 2026 kl. 14.30 – Nordic Open Main Event finaledag
10. maj 2026 kl. 15.00 – NLH 2-dags sideevent finaledag
PLO-sideevent med re-entry
Pot-Limit Omaha har for alvor fået fat i de danske liveborde – og det mærkede man tydeligt ved DPT i januar, hvor begge PLO-events blev en stor succes.
Den succes vil man bygge videre på under Nordic Open 2026.
Der bliver igen et PLO-sideevent på programmet, og ifølge Lars overvejer man endda at udvide med et ekstra bord, hvis interessen er stor. Samtidig er der en væsentlig ændring i formatet:
“Der er slut med freezeout i PLO – nu bliver der re-entry-mulighed.”
Det giver spillerne større fleksibilitet og forventeligt endnu større felter i Omaha-turneringen.

Fra Nordic Open 2025
Landmark-satellitter på vej?
Som noget nyt løfter Lars Mikkelsen også sløret for overvejelser om såkaldte “landmark-satellitter” til fremtidige live-turneringer i de større serier – sandsynligvis med start fra DM i september. Kasinoet har derved lyttet til gæsterne og fulgt markedet.
En landmark-satellit fungerer ved, at man får sin billet når man rammer et specifikt chipcount (et “landmark”). EPTerne kalder det “Win your seat at XXchips”. Det skaber en klar målstreg, mere dynamisk spil og ofte ekstra intens afslutning samt hurtigere afviklet livesatellitter.
Om formatet allerede bliver testet under Nordic Open, eller først rulles ud senere på året, er endnu ikke endeligt besluttet – men ambitionen om at udvikle satellitstrukturen er tydelig.
“Vi når det nok ikke til Nordic Open, men satser på DM” fortæller Lars.

Nordic Open finaledagen 2025
Titelholderen er klar: “Min selvtillid og humør er klar på at forsvare min titel”
Sidste år kulminerede Nordic Open i en intens heads-up, hvor Lars Petersen besejrede Torben “Basse” Tvede Gøttler og løftede trofæet.
For Lars Petersen var sejren den største i karrieren – og den fylder stadig.
“Jo tak – jeg har faktisk set ekstra frem til Nordic Open, da det er den største tour, jeg har vundet. Så det er klart noget, jeg går og tænker på og glæder mig til”
Han håber at kunne finde tilbage til samme mentale tilgang, som bar ham hele vejen sidste år.
“Jeg håber at kunne komme ind i samme mindset og tænke på de situationer og beslutninger, som jeg vil komme i – og måske kunne bruge erfaring fra sidste år.”
Siden sejren har han været i udlandet et par gange og leveret fine resultater, hvilket har styrket troen på endnu et dybt run.
“Min selvtillid og humør er så klar på at forsvare min titel. Og så er det jo et rart minde – når jeg kigger på mit trofæ herhjemme, bliver jeg stolt. Det kan ingen tage fra mig, så det er en rar følelse”.

Lars Petersen som vinder af Nordic Open Main Event 2025
Basse: “Håber da på et FT mere”
Finalemodstanderen fra 2025, Torben “Basse” Tvede Gøttler, er heller ikke færdig med Nordic Open.
“Håber da på et finalebord mere. Jeg synes, Nordic Open er en fed turnering – som DM og MPT.”
Han understreger, at de store felter kræver disciplin.
“Der skal tålmodighed og gode reads til at gå dybt i de store turneringer. Og så hjælper det også sindssygt meget, at man kender de fleste spillere når der skal samles chips ind”
Der sidder dog stadig en hånd og spøger fra MPT:
“Der sidder stadig lige et par 88 i mig fra MPT, der ikke må gentage sig. For den blunder må man bare ikke begå, hvis man vil ramme FT eller vinde”
Selverkendelsen fejler dog intet.
“Der er stadigvæk mange ting, jeg skal have finpudset ved mit spil. Men det er ikke så galt, hvis man som pokerspiller vil lytte og erkende, når man laver fejl – og vil gøre alt for at rette op på dem for at blive en bedre spiller”
Og ambitionerne fejler heller ikke noget:
“Jeg håber selvfølgelig at kunne lukke Nordic Open – jeg var jo kun millimeter fra sidste år.”
Han lufter endda et bud på en mulig drømme-heads-up:
“Kunne det være en heads-up med Andreas Brendholt. Det er en spiller, jeg har fået stor respekt for.”
Og som altid er der plads til lidt borddrilleri:
“Jeg drillede ham sidst til en Dansk Poker-turnering i KBH, hvor han kalder Poul Erik Madsen og ryger ud! Jeg siger til ham: Det er derfor, jeg får mange chips – og I taber jeres. For det kan godt være, Solveren siger kald – så siger min Solver overfold til den spiller.”

Torben “Basse” Tvede Gøttler ved MPT Main Event 2026 dag 3
Mere end bare poker
Med både den regerende mester og sidste års runner-up topmotiverede, en justeret struktur og et satellitsetup, der forventes at fylde startlisterne hurtigt, ligner Nordic Open 2026 endnu en maj-festival, hvor både prestige, fællesskab og store øjeblikke er i centrum.
Spørgsmålet er blot: Hvem står tilbage med trofæet denne gang?
Én ting er sikkert: Hvis Lars Mikkelsen får ret, skal man ikke vente for længe med at sikre sig en plads. Tilmeld dig her.

Lars og Patrick styrer Nordic Open 2025



