PokerStars har lyttet til spillerne og sænker nu prisen på to af de største turneringer på PokerStars Open-touren. Fremover bliver Main Event og High Roller markant billigere – en ændring, der efter planen skal gælde helt ind i 2027.
Der bliver lidt bedre plads i pokerbudgettet for de spillere, der har planer om at deltage i PokerStars Open fremover.
PokerStars har nemlig besluttet at sænke buy-ins til både Main Event og High Roller ved de kommende PokerStars Open-festivaler. Ændringen kommer efter feedback fra spillerne.
Det betyder, at PokerStars Open Main Event fremover koster €1.100 mod tidligere €1.650, mens High Roller sænkes fra €2.700 til €2.200.
PokerStars Open Cup beholder sit nuværende buy-in på €825.
What’s the sweet spot buy-in for a major tour mid-stakes Main Event (think PokerStars Open, WSOP circuit Main, or WPT Prime)?
— 🃏 David Lappin 🃏 (@dklappin) September 1, 2026
Tilbage til de gamle priser
Ændringen er faktisk en tilbagevenden til de buy-ins, som tidligere var standard for PokerStars Open-turneringerne.
PokerStars forklarer, at beslutningen er truffet som en direkte reaktion på spillerfeedback og med ambitionen om at gøre touren mere tilgængelig for flere spillere. De nye priser bliver efter planen standarden både ved PokerStars Open-events, der afvikles sammen med EPT-festivaler, og ved de selvstændige PokerStars Open-stop.
Det første store stop med de nye priser bliver Aix-en-Provence, der afvikles fra 1. til 8. november.
Her koster Main Event €1.100, mens High Roller står til €2.200. Festivalen byder desuden blandt andet på en €550 Second Chance, en €5.000 Super High Roller og en €400 Mystery Bounty Cup.
Også billigere i Prag
Den næste store ændring kommer i Prag, hvor PokerStars Open afvikles som en del af EPT Prague.
Her bliver Main Event €1.100 fra 2.-7. december, mens High Roller fra 6.-8. december koster €2.200. PokerStars Open Cup forbliver på €825.
EPT Prague fortsætter samtidig med de større events, blandt andet €5.300 EPT Main Event, €3.200 Mystery Bounty og €10.300 High Roller.
De lavere buy-ins forventes ifølge PokerStars at være gældende gennem hele 2027.
Det kan dermed blive en markant billigere vej for live-spillere, der gerne vil prøve kræfter med PokerStars’ internationale tours – uden at skulle op i de tidligere €1.650 og €2.700 for de to største PokerStars Open-events.

Artikelfoto: Primevideo.com


