Shaun Deeb vinder sit niende WSOP-bracelet efter sejr i $1.500 Eight Game Mix

Shaun Deeb vinder sit niende WSOP-armbånd

Det tog ikke mange timer, før endnu en pokerspiller meldte sig ind i den eksklusive klub med ni World Series of Poker-bracelets.

I går kunne vi fortælle, at Michael “The Grinder” Mizrachi sikrede sig sit niende WSOP-bracelet. Nu har Shaun Deeb fulgt trop efter en sejr i Event #74: $1.500 Eight Game Mix, hvor han besejrede et felt på 766 deltagere og kunne lade sig hylde med sit niende WSOP-armbånd samt en førstepræmie på $181.625.

For Deeb var triumfen ekstra forløsende. Inden sejren havde han allerede været tæt på flere gange under årets WSOP med hele tre andenpladser, men denne gang lykkedes det endelig at gå hele vejen. I heads-up-opgøret fik han vendt et svært udgangspunkt og kunne til sidst løfte trofæet efter en stærk comeback-præstation.

Resultatet af finalebordet
PladsSpillerLandPræmie
1Shaun Deeb🇺🇸 USA$181.625
2Dean Joe🇺🇸 USA$120.570
3Fu Wong🇺🇸 USA$81.530
4Blaz Zerjav🇸🇮 Slovenien$56.230
5Itsuko Yoroi🇯🇵 Japan$39.570
6Patrick Mahoney🇺🇸 USA$28.420

Sejren cementerer endnu en gang Deebs status som en af verdens absolut stærkeste mixed game-spillere. Flere af hans bracelets er netop kommet i de teknisk krævende mixed events, og samtidig styrker sejren hans position i kampen om titlen som WSOP Player of the Year, hvor han allerede ligger helt i toppen.

At både Michael Mizrachi og Shaun Deeb har nået ni bracelets, understreger blot, hvor historisk årets World Series of Poker allerede har været. De to amerikanere er nu blandt de mest vindende spillere i WSOP-historien og fortsætter jagten på de legendariske navne øverst på listen, anført af Phil Hellmuth med hele 17 bracelets.

Og hvis man kender Shaun Deeb ret, stopper jagten ikke her. Kort efter sejren fortalte han, at planen var at sætte sig direkte ind i næste mixed game-event i jagten på endnu flere bracelets – og flere point i Player of the Year-ræset.

Artikelfoto: WSOP.com

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail