Det blev til en hyggelig omgang poker for 14 spillere på Casino Odense i går lørdag. Dagens historie var helt klart, at de øverste tre på præmielisten efter turneringen er nærmest identisk med den nuværende rangliste på kasinoet.
Der var, som sagt, blot 14 spillere der stillede op til lørdags poker på Casino Odense i går lørdag den 27. september 2025. Men men, disse 14 spillere gav den max gas i rebuys med hele 40 stk. Imponerende. Der blev lavet 13 add-ons og derved ramte præmiepuljen 18.681 kr.
Der var penge til top-3 med følgende payouts:
Placering nr. 1 = 9.341 kr.
Placering nr. 2 = 5.605 kr.
Placering nr. 3 = 3.735 kr.
Dagens finalebord
Trods det vilde tempo i starten og de mange rebuys, så plejer spillet efter rebuyperioden at blive mere “normalt” med tight spil og fornuftige beslutninger. Vi skal ikke være dommerne ift. de fornuftige beslutninger men faktum var, at selve finalebordet blev fundet ret hurtigt lørdag aften.
Herfra ryger først Heinz Serup ud, derefter Thomas Hinze (der jo har vundet en del af disse lørdagsturneringer) og Marco Donnerup. Som nr. 7 var det farvel til Ken Egeland, der var på besøg i Odense. Så røg Kanokpol Chaisrihar inden tempoet endeligt faldt gevaldigt.

Hvem skal blive bubbleboy eller bubblegirl i dag?
Efter tempoet var faldet betydeligt, så begyndte spillernes stack også at blive mere og mere shallow. Til sidst betød det, at Lea B. Krengel røg ud på 5. pladsen.
Så fik de sidste fire besluttet en trøsteboblepræmie på 900 kr. Tiden gik og gik – til sidst var det dog farvel til Morten Sørensen på 4. pladsen, som altså får lidt med hjem trods alt.
Skal vi lave deal?
Efter spillet havde trukket ud, så var klokken også blevet mange. Lige omkring kl. 01.00 blev de sidste tre spillere enige om en ICM-deal, hvor ranglistens nr. 1, Jacob Larsen, tager tredjepladsen og 5.395 kr.
Lars Broholm får andenpladsen og 6.015 kr., mens Claus Hansen havde en smule flere chips og derved nupper førstepladsen og de 6.371 kr.
De var altså tre ud af de øverste fire spillere på ranglisten (kun Nicolai Alnor Christensen manglede), der kom i pengene denne lørdag aften. Se ranglisten her.

Artikelfoto: Casino Odense – dagens tre vindere: Lars Broholm (tv), Claus Hansen (midt) og Jacob Larsen (th)
Lørdags turnering – NLH rebuy/add-on – startstack 10.000 chips – buy-in 600 kr. (520 kr. + 80 kr.)
Totale entries: 54 stk. (14 unikke, 40 re-entries og 13 add-ons)
Præmiepulje: 18.681 kr.
Placering nr. 1: Claus Hansen – 6.371 kr. (ICM-deal)
Placering nr. 2: Lars Broholm – 6.015 kr. (ICM-deal)
Placering nr. 3: Jacob Larsen – 5.395 kr. (ICM-deal)
Bubbleboy: Morten Sørensen – 900 kr.
Tillykke til vinderne!
Der bliver næste gang spillet på Casino Odense på tirsdag den 30. september 2025 kl. 18.45.
Buy-in er 300 kr. (230 kr. + 70 kr.). Læs mere her.
Husk, at på torsdag den 2. oktober 2025 spilles den månedlige ugeturnering med 1.100 kr. i buyin, som er den dyreste faste buyin, som de har på Casino Odense.
