Bedre sent end aldrig, er nok det rigtige at begynde med her. Vi besluttede os nemlig på Dansk Poker at undersøge, hvilke danske pokerspillere der klarede sig bedst sidste år i live-turneringer.
Hendon Mob har en rigtig god oversigt over samtlige turneringer med profil-oversigter og artikler. Men inde på Global Poker Index, som er en del af Hendon Mob (bemærk at logo er det samme i øvrigt), kan man hvert år finde ud af, hvem der har fået flest point og derved bliver årets spiller.

Læs mere om hvordan GPI bliver udregnet her
Inde på Global Poker Index’s hjemmeside kan man se årets resultater og endda månedens resultater etc. Man kan på en måde sige, at der er to forskellige rankings; en, hvor der udregnes på årsbasis og en anden, hvor selve GPI-pointene bliver udregnet fra. Den foregår over en 3-årig periode.
Den samlet bedste spiller i hele verden sidste år var amerikanske David Colman, der cashede i hele 48 tællende turneringer og havde hele 6 store titler. David vandt tællende præmier for imponerende $5.222.876 i 2024 alene. Her et skærmbillede af top 10:

Artikelfoto: globalpokerindex.com
Hvis man undersøger nærmere, så vil man kunne finde frem til hvilke danske spillere, der har gjort det bedst. Det besluttede Dansk Poker sig for at gøre i dag og her er, hvad vi fandt frem til:

Som man kan se på listen. Så finder vi Martin Stausholm øverst. Selvom vi er glade på Martins vegne over den flotte 1. plads, så må vi også bøje os i støvet og indrømme at 2024, med internationale briller, ikke var Danmarks bedste poker år i live-poker. Johan Schultz-Pedersen vandt godt nok et WSOP-bracelet og vi havde nogle okay resultater rundt omkring. Men når vores bedste spiller blot slutter som nr. 438 på ranglisten, så er der lang vej endnu.
Vi tror selvfølgelig på danskerne og er overbevist om, at vi nok skal tage hævn i 2025.

Artikelfoto: SeminoleHardRockPokerOpen.com – Martin Stausholm i 2023 Highroller
Vi fangede Martin Stausholm til en hurtig kommentar på 1. pladsen og ville også samtidigt høre ham om hans flotte resultat i Østrigske Seefeld i sidste weekend, hvor Martin vandt €40.300 for en 4. plads i deres Main Event. Martin fortæller, ”Desværre glippede det fine trofæ til sidst i Seefeld, men det var ikke så skidt et resultat på en skitur!”.
Martin roser os for en flot start på Dansk Poker og udtrykker glæde over, at der sker noget på den front i Danmark. ”Det må jeg lige have tjekket ud”, siger Martin, der er i Asien for at spille APT Manila. Efter Manila går turen til WPT Cambodia, så ham ser vi nok ikke lige til MPT i Vejle i næste uge.
Inden vi når at udspørge Martin om, hvordan han opnåede så meget succes i 2024, så var han videre igen, da den næste turnering skulle til at starte. Vi vil prøve at fange Martin igen en anden dag for at høre hans hemmeligheder og hvordan han gør det så godt.
Stort tillykke til Martin Stausholm med ”sejren” som bedste dansker i 2024 og pøj pøj i Asien herfra.


