En uge i Nordmakedonien gav både triumfer ved filten, fælles oplevelser udenfor bordene og en dramatisk afslutning på hjemrejsen

Vin, venskab og poker – men også et bad beat i Warszawa

Netop hjemvendt fra en uge i Gevgelija i Nordmakedonien er det blevet tid til at samle trådene. Casino Odense og Casino Munkebjerg havde sendt deres ranglistevindere afsted, og flere havde taget bedre halvdel eller børn med. Alt i alt var omkring 60 deltagere samlet.

Fællesskabet var den røde tråd gennem hele opholdet – fra hyggelige timer ved poolen og i hotellets restaurant, til de sene nætter på Apollonia Casino. Her summede det af liv ved slot machines, table games og de velbesøgte cashgame-borde, mens pokerturneringerne ved Balkan Poker Championship stod som turens naturlige højdepunkter.

Privat billede: Hygge ved poolen

Programmet

Pokerturneringerne var en del af Balkan Poker Championship og danskerne deltog alle i €180 Progressive Bounty og €350 Main Event, mens en del af spillerne også spillede med i €550 Highroller og en afsluttende €200 Monster Deep.

Både bounty-turneringen og Main Event fik en dansk sejrherre. Læs mere om sejrene i €180 Progressive Bounty til Thomas DamsboDansk Poker og den danske sejr i €350 Main Event til Ramy ZeraiqDansk Poker. Sammen med flere cash i de to øvrige turneringer tog danskerne mere end €100.000 med hjem til Danmark.

Privat billede: Sejren fejres

Tur til Tikves Winery

Midt i turneringsprogrammet var der også afsat tid til en udflugt. En busfuld deltagere satte kurs mod det traditionsrige Tikveš Winery, beliggende en times kørsel væk fra Gevgelija. Turen gik gennem det smukke nordmakedonske landskab ad en nyanlagt tosporet motorvej, finansieret af EU-midler for at styrke infrastrukturen i denne del af Balkan.

Ved ankomsten blev selskabet mødt af en kvindelig rundviser, som fulgte gruppen mod restauranten. Undervejs fortalte hun om vingårdens historie og de stemningsfulde kældre, hvor luften denne dag bar præg af den tidlige fermentering af de mange druer. Lokale vinbønder kører hver dag deres druer til Tikveš Winery i små traktorer med lad på.

Privat billede: Rundvisning i vinkælderen Tikveš Winery

Ved middagens start tog en ung vinkyper over og præsenterede en femretters menu med tilhørende vine. Retterne blev ledsaget af små fortællinger om smag, duft og samspil, der satte prikken over i’et på en veltilrettelagt eftermiddag og gav deltagerne et anderledes indblik i Nordmakedoniens kultur.

Privat billede: Den unge vinkyper fortæller om vinene

Privat billede: Lækker forret med rejer

Privat billede: Velsmagende risotto

Privat billede: Skøn Seabass

Privat billede: Dejlig svinemørbrad

Privat billede: Delicious brownies

Vinder af ranglisten på Casino Odense

Dansk Poker fik, under middagen på Tikveš Winery, en snak med den fynske ranglistevinder Nikolai Schwitzer Alnor.

Nikolai var afsted sammen med sin kone og deres to døtre – og med svigerfamilien som ekstra selskab. For ham blev turen et tiltrængt afbræk fra hverdagen og endnu et skridt i det eventyr, som pokeren har givet ham.

Privat billede: Nikolai i godt selskab med sin mor

Til daglig arbejder Nikolai som uddannelseschef på et HHX-gymnasium i Odense. I næsten ni år – fra 2013 til 2022 – pendlede han dagligt til Esbjerg, men med jobskiftet er pendlerlivet endelig slut. Også hans kone slap for de lange ture, da hun i 2024 blev overført fra virksomhedens kontor i København til afdelingen i Odense. At begge nu arbejder tættere på hjemmet giver mere tid til familien – og til, at Nikolai kan dyrke sin store hobby, pokeren, der for ham er en kilde til både oplevelser og fællesskab.

Nikolai er et velkendt ansigt på Casino Odense, hvor han, som er af de dominerende regulars, uge efter uge tager plads ved pokerbordene. Han nøjes dog ikke med de lokale turneringer – rundt om i landet har han i år markeret sig med cashes i MPT på Casino Munkebjerg og i det netop overståede DM på Casino Copenhagen.

Kort inden afrejsen til Nordmakedonien fulgte endnu et højdepunkt, da han spillede sig til en stærk tredjeplads i Sunday Million på PokerStars. Gevinsten skal bruges til en renovering af familiens hus i Odense.

Vin-Claus fra Casino Odense

Dansk Poker fangede Claus Hansen – bedre kendt som ‘Vin-Claus’ – til en snak ved poolen. Tidligere på året havde han ryddet op i sin private vinkælder og skabt stor glæde blandt spillerne på Casino Odense, da han sponsorerede hele 18 flasker vin til en ugeturnering.

Dansk Poker var vild med idéen, og spillerne tog imod initiativet med åbne arme. Flaskerne blev fordelt som ekstra præmier undervejs i turneringen – blandt andet som bounties og til chipleaders ved pauserne – hvilket skabte en helt særlig stemning omkring bordene. Læs mere om turneringen på Dansk Poker.

Artikelfoto: Claus Hansen – den trofaste vinsponsor

I fremtiden planlægger han sammen med Casino Odense at gentage succesen. Der vil formentlig blive to vinpokerturneringer i den kommende sæson – én med hvide vine og én med røde – og hvem ved, måske en tredje med rosévine. Når Claus ikke sidder ved pokerbordene, spiller han også både bridge og golf, og det betyder, at det ikke er så tit, han dukker op på Casino Odense. Som han selv bemærker med et smil: Vinen drikker jo ikke sig selv’.

Selvom Claus gennem sæsonen ikke spillede alle turneringer, øgede han sit fremmøde markant, jo tættere ranglistens afgørelse kom. På turen til Nordmakedonien deltog han sammen med sin kone og klarede sig videre fra dag 1B som bedste dansker i Main Event, men måtte desværre forlade turneringen kort før de store penge blev fordelt.

Privat billede: Claus Hansen – “Vin-Claus”, manden der giver lidt ekstra til spillet Vin og konen

Privat billede: En af de lokale vine

Ros til Apollonia Casino

Dansk Poker talte også med Kim Bach Jespersen og Thomas Damsbo, som ensstemmigt roste Balkan Poker Championship til skyerne.

“Samspillet mellem god mad og drikke, servicen og den centrale beliggenhed af kasinoet var helt perfekt. Poker og det hele mindede faktisk om det gamle Las Vegas – altså downtown Las Vegas,” lød det fra de to.

Billede: Thomas Damsbo efter sin flotte sejr ved BPC

De påpegede dog også, at der var plads til forbedringer – især på dealersiden, som dog blev markant bedre, jo længere turneringen skred frem. Det skyldes, at mange af dealerne har jobbet som bibeskæftigelse. Derudover bør turneringsstrukturen på dag 2 justeres, så levels sættes et par trin tilbage.

Billede: Kim Bach Jespersen alias Fisker-Kim in action ved BPC

Søndagens lotteri for danskerne


Som afslutning på ugen blev der søndag afholdt et lotteri kun for danskerne. Her var der to komplette pakker på højkant til et stort pokerevent i marts på Apollonia Casino i Gevgelija – inkl. syv nætter på Apollonia Hotel, forplejning, spa, drikkevarer i casinoet og buy-in til Main Event.

De heldige vindere blev Christian Clemens og Jakob Felsager, der dermed allerede er sikret en plads i første parket, når et nyt festivalprogram løber af stablen til marts Allerede i november spilles en ny udgave af Balkan Poker Championship på Apollonia Casino med €220.000 garanteret. Der forventes dog ingen officiel dansk deltagelse, men arbejdet er allerede i gang for at samle et større dansk hold til marts, hvor festivalen vender tilbage.

Billedet er udlånt af Apollonia Casino

Ude godt, hjemme bedst

Hele ugen forløb gnidningsfrit. Søren Danø kan med rette være stolt af det store arbejde, han havde lagt for at skabe de bedste rammer for det danske hold. Læs artikel om Søren på Dansk Poker.

Privat billede: Søren Danø på job

Helt uden drama sluttede turen dog ikke. Det sidste hold strandede i Warszawa, da Københavns Lufthavn lukkede på grund af droneproblemer – et bad beat af de større efter en ellers uforglemmelig uge.

Allerede i den nærmeste fremtid skal destinationen for næste års ranglistetur besluttes. Om det igen bliver Gevgelija og Nordmakedonien, det må tiden vise.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail