Vi tog fat i fire dygtige pokerspillere for at gøre os klogere på strategien

Hvad er egentlig forskellen på dag 1 og dag 2 til en MPT?

Hvad er egentlig forskellen på dag 1 og dag 2 til en MPT?

Dansk Poker tog fat i fire dygtige pokerspillere for at gøre os klogere på strategien. Vi stillede dem spørgsmålet og som man kan læse herunder, så svarede nogle af dem direkte på spørgsmålet i starten af deres svar, mens andre gik mere i gang med at fortælle dag for dag.

God fornøjelse!

Artikelfoto: PokerRed – Jonathan Perez – Henrik Juncker til EPT Paris

Tålmodighed er en dyd

”Hvad er egentlig forskellen på dag 1 og dag 2 til en MPT?”

Henrik Juncker:

Dag 1: Spekulation og rebuy bonanza

MPT og DM er de to største turneringer på dansk grund og er noget som mange pokerspillere har glædet sig til i et stykke tid. Dag 1 giver mulighed for re-entries, hvilket gør, at de fleste er indstillet på at skyde en ekstra gang eller to hvis nødvendigt.

Det betyder at folk spiller meget løst særligt i starten på dag 1 og pots bliver derfor ofte multiway. Så hav fokus på hvilke hænder, der klarer sig godt og hvilke hænder, der ikke klarer sig godt multiway. Derudover er position vigtig i deepstack poker. Spil spekulative hænder og hav fokus på din position, men undgå at overvurdere din hand strength multiway.

Slut dag 1, er det vigtigt at have fokus på, hvem der ”bare” gerne vil videre til dag 2 og hvem der skruer op for tempoet i forsøg på at gå videre med en stor stack. Begge dele kan udnyttes.

Dag 2 (det tidlige stadie): Tålmodighed er en dyd

Dag 2 til MPT og DM kan med fordel deles op i to stadier: Det tidlige stadie og det sene stadie.

Det er stadig muligt at lave re-entry i starten af dag 2. Buyin er naturligvis væsentligt højere, men der er stadig spillere, der er villige til at gamble mere end hvis det havde været en almindelig freezeout. Jeg prøver derfor indledningsvist at se bordet/bordene an og spille ud fra de muligheder (og kort), der byder sig.

Dag 2 (det sene stadie): Skru op for aggressionen og byg din stack

Slut dag 2 og fremefter spilles som en almindelig freezeout turnering. Mange spillere har for meget fokus på at komme videre til dag 3, på at mincashe, på små payjumps, etc.

Det fokus hæmmer ofte deres spil, så de bliver både for tighte og for passive. De bliver bange for at buste og ”venter på bedre spots”. Det er bare ikke altid at de spots kommer! Så spil frit, hyg dig, men skru op for aggressionen. Kæmp for alle pots – også de små pots. Defend din big blind mere (pas dog på hvis multiway) og 3-bet meget mere.

Artikelfoto: Danske Spil Poker – Mads Underbjerg heads up om DM-titlen 2024

Tag enten den passive eller den aggressive approach

”Hvad er egentlig forskellen på dag 1 og dag 2 til en MPT?”

Mads Underbjerg:

Dag 1 er dagen, hvor folk er lidt mere ”out and about”. Mange kommer sikkert med billetter fra Danske Spil kvaller. Derfor er de på den måde med for billige på penge på første (måske også andet og tredje) skud. Det kan betyde, at folk er mere risikovillige og forsøger at slå en stor stack op hurtigt. Den risikovillighed kan udnyttes ved at have en mere passiv tilgang og vente på, at du får et godt spot, hvor folk forsøger at gamble for at slå deres stack op.

Omvendt kan du også tage en mere aggressiv approach og selv øge variansen i håbet om at slå en stack op, hvis du ikke har noget imod at rebuye nogle gange!

På dag 2 er det langt fra alle, der har rebuys i lommen. Derfor kan du hurtigt forsøge at identificere, hvem du kan ligge ekstra pres på for at true deres turneringsliv.

Jeg har selv oplevet flere gange, at folk siger højlydt “det er mit eneste skud, så jeg folder bare”. At høre den type information er selvfølgelig guld værd! Hvis du selv kun har ét skud i bøssen på dag 2, så gør hvad du kan for at skjule det, så du ikke bliver offeret!

Artikelfoto: Pokernews / Tomas Stacha – Fehim Hajdari til Pokercode Festival i Bratislava i 2021

Vær skarp i multiway pots med flere modstandere

”Hvad er egentlig forskellen på dag 1 og dag 2 til en MPT?”

Fehim Hajdari:

Dag 1, er der rigtig mange multiway pots. Dag 2, begynder der at være færre multiway pots- og dag 3 endnu færre. Når man begynder at nærme sig pengene stiger antallet af 2-vejs pots (heads-up), hvilket kan være til nogens fordel.

Tæt på boblen begynder de fleste at justere og spille færre hænder. Re-entry er slut efter de første levels under dag 2, hvilket også gør at flere spiller mere tight sammenlignet med dag 1, hvor man kan købe sig ind flere gange.

Rent strategisk så spiller man mere for chips under dag 1, og derfor gerne vil bygge så stor en stack så muligt. Hvor man derimod under dag 2 gradvist begynder at tage ICM med i betragtning samtidig med man gerne stadig vil have en opadgående kurve med ens stack, så man ikke bliver blindet ned.

Artikelfoto: Danske Spil Poker / privatfoto – Marcus Wuttke til MPT 2024

Hold godt øje med din stackstørrelse – hvis den ændrer sig, skal du måske skifte taktik

”Hvad er egentlig forskellen på dag 1 og dag 2 til en MPT?”

Marcus Wuttke:

Det findes definitivt en forskel på stemningen i lokalet på starten af en dag 1 i forhold til en dag 2 til et DM eller til en MPT. Når en tidlig dag 1 kan have en lidt mere hyggelig og afslappet stemning, så ved man at så snart chipsene hældes ud fra posen på dag 2, så ændrer folks fokus og de er nu skarpe, fokuseret og spiller deres bedste omgang poker fra første hånd.

Men mere vigtigt end stemningen, så er det en rimelig stor forskel på din strategi på starten af en dag 1 i forhold til en dag 2.

På dag 1 starter alle 300 big blinds dybt. Derfor kommer man til at se mange flere ”familie” potter, hvor man kan ende op til 6-vejs til floppet. I disse spots skal man være klar til at spille med en virkelig høj SPR (stack-to-pot-ratio).

Sammenligner man med en dag 2, så vil man direkte fra starten være nødsaget til at forholde sig til forskellige stacksizes, da nogle er gået videre med en lille stack, nogle har lige købt sig ind med 120.000 chips og andre har en stor stack.

På dag 2 vil du ofte havne i spots, hvor du ser floppet heads-up. I høj SPR og flere-vejs potter er det en anden range (type) af hænder, der spiller godt, jævnført med lav SPR og heads-up. Et eksempel på dette er en hånd som A9o, der i mange heads-up scenarier er en rimeligt decent hånd, men som i en 6-vejs pot sjældent kommer til at få en lykkelig slutning.

Modsvarende i den anden retning, så kan den der 56s fra tidlig position se flot ud, men når du indser, at du kun har 15 big blinds i stacken, så skal den handske bare i mucken med det samme. Du har nemlig ikke chips nok bag til at kunne vinde en stor pot selv i det sjældne tilfælde, hvor du rammer det rigtige flop, til at kunne forsvare at åbne en spekulativ hånd som 56s.

Den forsimplende tilgang er, at tidligt på dag 1 med dybe stacks og mange modstander til floppet, så vil du gerne spille hænder, der kan ramme nuts og hvor du kan ende på den rigtige side af en cooler. Disse hænder er f.eks suited esser og suited connectors.

På dag 2, når stacks er mere shallow og hvor du oftere vil spille heads-up potter, så øges værdien af high-card hænder som f.eks. KQ og AT. I den situation vil man med en lav SPR i mange tilfælde være klar til at spille for hele stacken, hvis bare man rammer top par.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail