Dansk Poker har fanget en stor del af vores håndanalytikere til tre nemme spørgsmål om 2026.
Nytåret er traditionelt tidspunktet, hvor mange spillere stopper op og gør status. Ikke bare på resultaterne, men på processen bag: Hvordan spiller jeg egentlig mit bedste poker? Hvad skal jeg skrue op for, hvad skal finpudses – og hvad skal der måske mindre af?
At sætte konkrete mål er ikke bare feel-good. Det skaber retning i dit study, giver klarere beslutninger i hverdagen og gør det nemmere at måle, om du faktisk bliver bedre.
For pokerspillere handler det sjældent om én stor ændring, men om mange små justeringer, der over tid kan flytte winraten markant.
Vi har spurgt en række af Dansk Pokers håndanalyse-ambassadører, hvad de pokermæssigt og teknisk vil gøre MERE, BEDRE og MINDRE i 2026.
Fehim Hajdari
MERE i 2026
Studie af PKOs er højt på listen. Fehim vil især fokusere på at finde mønstre og populationstendenser preflop – både i early game og i endgame, hvor ICM spiller en afgørende rolle.
BEDRE i 2026
Mental game og performance live. Selvom han forventer færre live-stops i udlandet i 2026, er det stadig et stort fokuspunkt at vedligeholde det mentale overskud og beslutningskvaliteten ved bordene.
MINDRE i 2026
Færre udenlandske live-turneringer – med mere selektivitet i volumen.
Johan Schultz-Pedersen
MERE i 2026
3-bets fra small blind og flere floats i position.
BEDRE i 2026
Deepstack-spil. Johan vil være skarpere i de komplekse spots, hvor stack-dybden virkelig åbner spillet op.
MINDRE i 2026
Unødigt passivt spil i spots, hvor aggression betaler sig.
Marcus Wuttke
MERE i 2026
Store bluffs og flere overbets. Marcus føler, at han nogle gange vurderer sit turneringsliv for højt og dermed misser profitable bluff-spots. Derudover vil han implementere flere overbets – især fordi de kan være ekstremt effektive i live-poker, selv hvis de ikke altid matcher solverens anbefalinger.
BEDRE i 2026
Small blind i blind-battles. Det er det spot, hvor han oftest er i tvivl postflop. Ranges er ekstremt brede, ofte med både limps og raises preflop, og det gør combo-regning på river til en disciplin i sig selv. Det kræver dedikeret study.
MINDRE i 2026
At lade frygten for elimination overskygge korrekt, høj-EV aggression.
Andreas Brendholdt
MERE i 2026
Effektivitet. Mere fokuseret study og bedre udnyttelse af volumen.
BEDRE i 2026
Professionel tilgang på alle parametre – rutiner, forberedelse og struktur.
MINDRE i 2026
Spildtid og ustruktureret arbejde.
Buster Lykke
MERE i 2026
At lytte til mavefornemmelsen og intuitionen. Erfaring tæller, og millioner af hænder sætter spor, som ikke altid kan reduceres til solver-outputs.
BEDRE i 2026
Multiway-spots (3+ spillere til flop). Ifølge Buster sejler langt de fleste – inklusiv ham selv – i disse situationer, og selv lidt målrettet study kan give et massivt forspring.
MINDRE i 2026
At løbe under EV.
Helst helt stoppe med det – eventuelt via samme kursus, hvor man lærer ikke at tude så meget 😅
Oskar Massesson
MERE i 2026
Fokus på 6-max. Med GG’s dominans er heads-up ikke længere en realistisk primær disciplin, så mere ring game-arbejde er nødvendigt.
BEDRE i 2026
MDA (Mass Data Analysis). Oskar vil blive skarpere på population tendencies: Hvor afviger regs og recs systematisk fra GTO, og hvordan udnytter man det bedst muligt?
MINDRE i 2026
Heads-up-fokus – af praktiske årsager, ikke manglende kærlighed til formatet.
Carl Bonefeld
MERE i 2026
Volume. Målet er 20.000 HU-hænder om måneden i snit.
BEDRE i 2026
Overblik over ranges og håndfordelinger: Hvor stor en procentdel af hans range består af hver håndtype på forskellige boards. Samtidig flere skarpe, gennemtænkte combos i stedet for spontane løsninger.
MINDRE i 2026
Cowboy-check-raises. Maven får stadig executive cut – bare ikke hele bestyrelsen.
Daniel Petersen
MERE i 2026
Forberedelse op til series. Aggregation reports, drills og ICM-preflop fylder fortsat mest.
BEDRE i 2026
Detaljearbejdet. Bet sizings, overordnede mønstre og helhedsforståelse på tværs af spots.
MINDRE i 2026
Der er ikke ét specifikt leak, der skal fjernes – fokus er bredt og kontinuerligt.
Klar til 2026?
Fælles for alle ambassadørerne er, at udvikling ikke handler om én magisk justering, men om bevidste valg: mere af det, der flytter EV, mindre af det, der ikke gør. Måske er det også et godt sted at starte dit eget pokerår.




