Klumme #1: realmadrid er tilbage

#1 – Superblogger realmadrid: Vil hellere drikke rødvin end spille livepoker

Dansk Poker fortsætter realmadrids klumme, der efter den sjove intro, er klar med den første reelle klumme. Den tidligere superblogger fra Pokernet starter dagens klumme med at fortælle lidt om, hvad der er blevet af de gamle svingere fra de berømte blogs. God fornøjelse!

Hvad blev der af dem?

Jeg tænker, at vi blot starter med en kort status: Det gamle sjak er spredt over hele landkortet:

Muftien (Metalmania) sidder solidt på tronen i Medellin, Zred har jeg fået afsat til højestbydende i Panama – jeg fandt en lækker dealer til ham i et skandaløst drunken cashgame på en caribisk ø forrige år (mere om den tur senere). En gigantisk overscoring, og det ved han også godt, så nu ser man ikke ham igen. Har en nordjyde først fået en dråbe blod på tungespidsen, så låser kæberne som en pitbull. Well played, sir.

Jeg selv bor i Paraguay, og er blot hjemme i København for at nyde den danske sommer og se familie og venner. Det er vildt at tænke på, men jeg har nu efterhånden spenderet halvdelen af mit liv i Syd- og Mellemamerika, så I ringer bare fra Horisont eller TV-Avisen, hvis I vil vide hvorfor Lima er en tarvelig by, eller hvorfor man altid bør undgå folk fra Buenos Aires.

Nå, onlinepokeren er stadigvæk bread & butter – med lidt betting og investering på siden.

Livepokeren holder jeg snitterne fra, og skønt jeg lurede på at spille Nordic Open 2025 på Casino Copenhagen tilbage i maj (live), så blev det ved truslen – i stedet fandt jeg vej til baren på kasinoet om fredagen med nogle bavianer fra pokermiljøet.

Livepoker minder mig om fysiktimerne i folkeskolen; jeg lavede også alt muligt ved bordet dengang, det havde blot ikke noget med fysik at gøre. Det er meget det samme med livepoker. Jeg er nok mere til at drikke rødvin og fortælle røvere – og det får man jo ingen bracelets for.

Onde tunger ville påstå, at det udelukkende skal tilskrives det forhold, at jeg ganske enkelt er elendig til livepoker, og har nogle dumme tilfælde på samvittigheden – noget med at stable chips på gulvet, folde quads pga. uopmærksomhed og misreade boards i 10K-pots i et drunken cashgame. Men igen; det er blot onde tunger.

Skulle denne skrøne alligevel dog have blot et flig af sandhed siddende på sig, så er det bare med at komme videre og kigge fremad. Eller som den græske filosof John Wayne så fint formulerede det: ”Dont look back, we ain’t going that way”.

realmadrid

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail