Det kunne næsten ikke være mere usandsynligt. Mads Dahlstrøm – en helt almindelig hobbyspiller – havde ikke spillet en live turnering før. Hans “pokerkarriere” begrænsede sig til homegames med vennerne og et par turneringer online til småbeløb. Men da hans bror, Søren, inviterede ham med til Hold DM, blev det starten på et eventyr, der kulminerede med en sejr ved DM i Poker – Mads gik hele vejen og kan nu kalde sig danmarksmester 2025.
I livet sker der nogle gange ting man ikke kan forklare. Kald det karma eller skæbnen.
Dansk Poker har været så heldige at få et eksklusivt interview med Mads Dahlstrøm og vores første tanke efterfølgende er: “Det er et pokermirakel”. Ikke nødvendigvis fordi Mads ikke kan spille poker eller har talent for spillet, for det er der vist ingen tvivl om. Men fordi vejen til danmarksmesterskabet er så fuldstændigt tilfældigt, så man næsten ikke kan forstå det.
Der var nemlig ikke nogen, der hverken for et år siden eller for en uge siden, ville kunne have peget på Mads som ny DM-vinder. Ikke engang ham selv.
Homegames og hygge
Mads har spillet poker i 4-5 år – men ikke så meget de sidste 15 år efter broderen flyttede til København, og det var noget de havde sammen. Dengang de spillede sammen var det uformelle homegames med vennerne, hvor taberen skulle bære en grim t-shirt og bage kage til de andre. Det sociale og hyggelige aspekt var i fokus, men under overfladen lurede også en interesse for spillet.
“De andre i homegamet var dygtige hobbyspillere. Jeg har lært meget af dem, uden egentlig at vide det.”
Mads om homegame vennerne
Rejsen til DM
Vi prøver lige at skrue tiden tilbage til foråret 2025. På dette tidspunkt har Mads Dahlstrøm ikke spillet poker i 15 år og det poker Mads havde prøvet før, var ikke online eller spil i en ugeturnering på Casino Munkebjerg. Det eneste poker Mads havde spillet var de her hygge homegames med vennerne – ja og så et slag poker efter aftensmaden med sin far og bror for sjov. Den største gevinst Mads havde lå før DM på under 1.000 kr.
Mads har ikke læst pokerbøger, kigget Youtube-videoer eller studeret Solvers. Mange af de fagudtryk der findes i poker kender Mads heller ikke til. Faktisk kunne han ikke udpege Peter Eastgate, da selvsamme fik sin Lifetime Achivement Award til Dansk Poker Awards. Den eneste pokerspiller Mads kender til er Gus Hansen, for ham så han for 15 år siden på Zulu.
I foråret tog hans pokerspillende bror så fat i ham og hørte, om ikke Mads havde lyst til at være med til Hold DM på Danske Spil Poker. “Jeg har ikke tid” svarede Mads, men blev overbevist af broderen, hvis han kun skulle spille om onsdagen, hvilket var den eneste aften han kunne.
En af spillerne i teamet ud over Mads og hans bror Søren var broderens kæreste. Hun havde aldrig spillet poker før – som i nogensinde. Alligevel så lykkedes det for teamet, at lave en samlet 9. plads og derved sikre sig en plads i Hold DM finalen.
I finalen gik det ret godt for det uerfarne team. De nåede helt frem og endte á point med et andet hold. Derfor skulle de spille om Hold DM titlen og turen til Las Vegas i en heads-up dyst.
“Det gik ikke så godt mod “Det´er 50/50” i den afgørende duel – specielt ikke for mig i min match. Jeg kunne mærke, at min modstander justerede til mit all-in spil ved at se flere flops. Den strategi ændring lærte jeg faktisk noget af og brugte i min heads-up duel mod Martin Hofmann til DM”.
Andenplads-præmierne til Hold DM var DM dag 1 tickets til alle fire i Mads og Sørens hold. Det var sådan, at Mads vandt sin adgang til DM. Havde han spillet DM, hvis han ikke var endt som nr. 2? Sandsynligvis ikke.
“Jeg spillede $2 og $5-turneringer på Danske Spil i mine forberedelser op til DM – men det kan tælles på to hænder, hvor mange jeg fik spillet,” griner Mads.
Ry for at være en løs spiller
Mads har efter DM fået tilnavne som Mads Moneymaker, Mads Askepot og ikke mindst Mads All-in. Sidstnævnte kommer af hans frygtløse stil og bevidste strategi mod de teknisk dygtige spillere. Hvis han skulle vælge selv, så ville han nok helst kaldes Mads All-in, men da han spillede homegames, kaldte de andre ham for Madzard, fordi Mads spillede ret hazarderet.
“Hvad end folk kalder mig, så tager jeg det bare positivt” smiler Mads.
En familieindsats
Noget af det mest rørende i Mads’ historie er støtten fra familien. Hans bror blev slået ud på dag 1, men blev hos ham hele vejen. Søren og hans børn heppede på Mads, og selv moren – der aldrig havde set poker – sad med iPad’en tændt under madlavningen derhjemme. Mads’ egen kone og børn også havde livestream ved aftensmadsbordet.
“Jeg er stolt over, at min familie har været så meget med. Jeg har fået beskeder fra folk, jeg ikke har talt med i over 20 år.”
Min telefon lå i min lomme og jeg havde sat den på vibration, så den brummede når der kom en besked. Mine venner havde oprettet en fælles Messinger-tråd, som de skrev i hele tiden undervejs. På den måde kunne jeg mærke deres tilstedeværelse, og så føltes det bare mere trygt at spille, da jeg vidste de var bag mig. Jeg er i øvrigt stadigvæk ikke kommet igennem alle de beskeder i en tråd”.
Mads Dahlstrøm
Alder: 39 år
Privat: Gift, bor i Aarhus, har tre børn
Pokererfaring: Homegames, enkelte online turneringer, nr. 2 til Hold DM 2025
Mads gik til DM uden forudindtaget respekt for pokerstjernerne, men med stor bevidsthed om deres dygtighed.
“Jeg havde hørt navnet Eastgate og op til finalebordets start lidt om Tureniec, men jeg havde ikke brugt tid på at researche modstanderne.”
Det skulle ende med at blive en fordel – han gik nemlig uimponeret til sagen, men med respekt for spillet. Det gav ham ro og nærvær undervejs, som han nød til fulde.
“Jeg vidste, de ville se flops og forsøge at udspille mig. Så jeg gik efter at vinde flips i stedet – jeg ville undgå post-flop spil, hvor jeg var underlegen.”
Mads om taktikken i endgame af DM
Han spillede strammere end hans ry tilsiger, og særligt i finalen mod Martin holdt han hovedet koldt og satte sin modstander under pres med store raises.
De første tanker efter DM-titlen
“Skete det lige det her?”
Tænkte Mads efter sejren over Martin Hofmann. Her et par dage efter sejren har han fået den lidt på afstand, selvom det stadigvæk helt kan være svært at forstå hvad der lige skete.
“Jeg er stolt over den præstation jeg leverede. Det har jeg tilladt mig selv” siger Mads ydmygt.
Er det gået op for dig, at du er blevet danmarksmester? spørger vi nysgerrigt.
“Ja, det ER gået op for mig, men jeg føler mig også ydmyg med det, da det er svært at forstå. Rent rationelt forstår jeg det, men kan godt mærke, at alle de lykønskninger gør, at det oprigtigt går op for én. Folk skriver, at det er så vildt, og det er det jo også”.
“Det er ikke manglende lyst til at spille poker, der har gjort, at jeg ikke har fået spillet så meget de sidste 15 år. Tiden er bare gået og jeg have ikke tid. Men jeg elsker at spille poker og da jeg spillede DM, så ville jeg bare nyde det. Så jeg var nærværende og nød stemningen. Specielt på finalebordet, hvor f.eks. Finn Larsen var med til at gøre det til en speciel oplevelse med hans gode humør. Finn var en vinder i sig selv – han er helt fantastisk jo. Det hele er en oplevelse, som jeg ALDRIG vil glemme”.
Ros til sin modstander
Mads synes det var sjovt at spille heads-up mod Martin. Han vil gerne give Martin ros, da han synes han er en dygtig pokerspiller. De har også været i kontakt med hinanden efterfølgende.
“Jeg frygtede Martin fra starten og så blev det ikke nemmere, da han doblede tidligt mod Mikkel Martini.
Martin havde også en fed rail – i øvrigt også et nyt ord jeg har lært – troede det hed heppekor – men det var nogle fede omgivelser at spille i og den stemning hans rail skabte. Kæmpe ros til dem for at skabe den stemning – det var suverænt”.
Next stop Vegas
DM-sejren har ændret noget. Ikke Mads selv – han står med fødderne solidt plantet på jorden – men fremtiden byder på mere poker. Las Vegas kalder, og Mads tager turen sammen med Jungleras og Danske Spil Poker.
“Jeg fik af vide, da jeg havde vundet Last Longeren, at jeg skulle til Las Vegas med Jungleras. Min første tanke var: Hvem er det? Vegas bliver en kæmpe oplevelse – det her er noget, jeg aldrig vil glemme. Når jeg kommer hjem fra Vegas vil jeg helt sikkert spille nogle flere live-turneringer – og jeg kommer uden tvivl tilbage og spiller DM næste år”.
Mads om Last Longer sejren
Hvad skal pengene bruges på?
Mads vandt 1.100.000 kr., men det er ikke pengene, der fylder mest.
“De står på opsparingskontoen. Børnene jokede med, at de skal have 5.000 hver – og det får de. Ellers må vi se, hvad de skal bruges til. Det bliver i hvert fald ikke noget med en ny bil eller sådan noget lignende.”
En inspiration for nybegyndere og hobbyspillere
Mads er blevet et symbol på, at drømme kan blive til virkelighed – også for semi-nybegyndere og hobbyspillere.
“Jeg kan godt se, at det er en god historie. Hvis nogen bliver inspireret til at prøve kræfter med DM, så er det fantastisk. Jeg er imponeret over hele setup’et – Dansk Poker, Danske Spil, kasinoet og livestreamet. Det var en kæmpe oplevelse.”
Mads er stolt, ydmyg – og glad.
“Jeg kan kun sende roser hele vejen igennem. Det har været en vild rejse.”