Fra bustur i bjergene til natlige kasinobesøg – ranglistevinderne er landet, og første turneringsdag venter i dag.

Ranglistevindere fra Odense og Munkebjerg på plads i Nordmakedonien

Mandag satte Casino Odense og Casino Munkebjerg deres ranglistevindere på flyet mod Nordmakedonien. Omkring 60 personer er med på turen – flere har taget familien med, så selskabet er både spillere, pårørende og venner.

Fra Casino Munkebjerg deltager Benny Bredgaard og Viski Gyula, mens Anders Jøhnk Lund og Jonas Schultz Larsen repræsenterer Casino Odense. Jeg selv, John Tøms, er inviteret med som skribent for Dansk Poker.

Benny og Viski var taget afsted et par dage i forvejen for at få styr på de sidste detaljer og sikre, at alt var klar til, når resten af holdet ankom.

Spillerne har det seneste år kæmpet om deres plads, og tidligere ture har ført ranglistevinderne til Las Vegas. Denne gang skulle noget nyt prøves, og derfor går turen i år til Balkan. Her handler det selvfølgelig om at spille poker og jagte resultater – men mindst lige så meget om at styrke venskaberne og fællesskabet.

Rejsen bød på lidt forskellige oplevelser. Det halve fynske hold – med blandt andre Anders Jøhnk Lund og Jonas Schultz Larsen – blev forsinket i Warszawa. Selv fløj jeg fra København med en mellemlanding i Serbien og landede i Skopje næsten samtidig med det forsinkede selskab, efter at have ventet en time i lufthavnen.

Fra lufthavnen gik turen videre med bus – en næsten to timers rejse gennem lange dale og tunneler med storslået udsigt over bjergsiderne. Der var så langt ned, at flere helst lod være med at kigge ud af vinduerne.

Først derefter ankom vi til hotellet kl. 19.45, trætte men glade for endelig at være fremme.

Der var også et par bilfulde, som tog den lange tur herned – en rejse, der krævede både tålmodighed og pauser undervejs.

Billedet er fra hotel Princess Ramada Plazas hjemmeside

Velkomstmiddag

Den planlagte velkomstmiddag på Apollonia Casino måtte derfor rykkes en time – men da først tallerkenerne blev sat på bordet, var det ventetiden værd. Menuen stod på tre lækre lokale retter, og tjeneren kom rundt ved bordene og fortalte små historier om maden.

Privat billede: Fra velkomstmiddagen

Efter middagen bød Benny Bredgaard velkommen, inden Søren Danø tog ordet. Han begyndte sin karriere i kasinoverdenen i Helsingør og fortsatte senere i København – og har nu været kasinochef i Nordmakedonien i 12 år. Med et smil ønskede han alle en uforglemmelig uge.

Middagen og hele opholdet er en del af pakken, som ranglistevinderne har vundet, som også indeholder buyinns, udflugt, gratis forplejning, samt shuttle-busser mellem hotellet og casinoet. Alternativt kan man tage en taxa for omkring fem euro, men det frarådes at bevæge sig rundt på egen hånd.

Fra velkomst til nattefest

Resten af aftenen står på fri leg, og mange lægger vejen forbi Apollonia Casino. Her er der ud over poker også fuld gang i de blinkende slot machines og table games som Ultimate, Black Jack og Russisk Poker – sidstnævnte en variant, man ikke finder på de danske kasinoer. Også cash game-bordene er godt besat, og stemningen er livlig og hyggelig.

Privat billede: Fra velkomstmiddagen

Privat billede: Fra velkomstmiddagen

Billedet er fra Casino Apollonias hjemmeside

Balkan Poker Championship – dag 1B venter

Efter en skøn søvn er alle klar til morgenmad i hotellets lækre restaurant. Formiddagen går med hygge ved poolen, massage og for nogle måske en lille lur, inden turen senere går mod casinoet. Tempoet er roligt: nogle slapper af i solen, andre besøger spaområdet eller får en velfortjent behandling. Men senere i dag venter det, som det hele handler om – nemlig poker.

Billedet er fra hotel Princess Ramada Plazas hjemmeside

I dag begynder første rigtige test. Her spiller danskerne dag 1B af Balkan Poker Championship. Formatet er enkelt: spiller man stadig med chips foran sig kl. 02 i nat, er man videre til onsdagens finale.

Turneringen spilles på Apollonia Casino Poker Room – det største på Balkan og et naturligt mødested for mange græske pokerspillere på alle niveauer. Her spilles både cash games og internationale turneringer side om side, og stedet er vant til at huse store events.

De fire danske værter – Benny Bredgaard, Viski Gyula, Anders Jøhnk Lund og Jonas Schultz Larsen – sidder klar til start i dagens turnering. Der er ekstra spænding på, da de alle har en bounty: 100 euro på de tre og det dobbelte på Benny. Som han sagde med et smil under sin tale mandag aften, kan den, der sender ham ud, nærmest rejse hjem med det samme – billetten er betalt.

Privat billede: En dansker er klar til at komme på

Dansk Poker følger hele ugen med daglige artikler fra Nordmakedonien – forhåbentlig med flere danskere videre i turneringerne. Allerede i morgen bringer vi en længere historie om Søren Danø og hans mange år i kasinoverdenen.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail