Ranglistevinderne fra Casino Munkebjerg og Casino Odense er i år på pokerrejse til Gevgelija i Nordmakedonien, hvor samværet ved bordene, i restauranten og på de fælles udflugter giver rejsen en social dimension, der binder deltagerne tættere sammen.
Efter tidligere ture til Las Vegas og Barcelona er destinationen denne gang Balkan, hvor Benny Bredgaard fra Casino Munkebjerg og Anders Jøhnk Lund fra Casino Odense i samarbejde med Søren Danø har sammensat et spændende program, hvor højdepunktet er Main Event ved Balkan Poker Championship.
Men oplevelsen rækker langt ud over pokeren. Spillerne deler måltider og samvær – typisk sen morgenmad, mens de øvrige måltider tilpasses turneringsprogrammet og nydes i restauranten på Casino Apollonia. Her er der en lækker buffet, som kan opgraderes til à la carte for blot 10 euro. Byen byder desuden på flere interessante spisesteder.

Privat billede: Hyggelig gågade i Gevgelija
Fredag står der desuden vinsmagning på programmet, en halv times kørsel fra Gevgelija. I disse dage nyder vinderne rejsen til fulde, nogle har taget koner og børn med, mens andre rejser med deres bedre halvdel – men de fleste deltager alene.
Søren Danø – fra Danmark til Balkan
For Søren Danø begyndte det hele på Casino Marienlyst i Helsingør og fortsatte på Casino Copenhagen, Carousel Casino i Sydafrika og Casino Cosmopol i Malmø. I 2010 blev han hentet til Nordmakedonien, hvor størstedelen af gæsterne kom fra Grækenland. Landet var ramt af en økonomisk krise, som havde bragt Apollonia Casino i knæ, men gennem ejeren, Lars Kling, fik Søren til opgave at skabe ro og retning i driften.
Da Søren tiltrådte, blev han mødt af en kasinokultur hvor alt var gratis for alle gæster. Fra transport fra Grækenland til kasinoet til hotel, mad og drikke. For at få skuden på ret køl skabte Søren og hans team det første velfungerende loyalitetsprogram i regionen. De konkurrerende kasinoer havde samme udfordringer og fulgte snart samme model.
Det betød at Apollonia Casino kunne optimere driften og fokusere på de gæster der virkeligt fortjente opmærksomheden. I dag er området kendt som Balkans Las Vegas og hvis man er spiller er det et af de absolut bedste steder at besøge. Sammen med Ingela Kling tænker han stort for kasinoets fremtid – ambitionerne er høje, og retningen peger opad.

Udlånt af Casino Apollonia: Søren Danø poserer for fotografen
Familien Kling og Apollonia
Apollonia Casino blev grundlagt for mere end 40 år siden af Lars Kling. Som ung var han meget driftig. Han stod tidligt op for at køre med aviser, inden han tog videre til sine andre jobs. Det gjorde det muligt for ham, sammen med sine forretningsforbindelser, at være med til at stifte Cherry i 1963.
Selskabet voksede betydeligt gennem de følgende årtier og skiftede i 2006 navn til Betsson AB, der i dag er en international, børsnoteret spilkoncern. Samtidig var Lars dybt fascineret af kasinoverdenen, hvor han selv havde arbejdet som croupier.
Da dørene til Apollonia åbnede i begyndelsen af 1980’erne, bestod kasinoet af klassiske table games som roulette og blackjack samt en række mekaniske slotmaskiner. I de første år lå der i den modsatte ende af bygningen et diskotek med separat indgang. Her kom de lokale, som ikke havde råd til at besøge selve kasinoet.


Privat billeder: Lille museum af spillemaskiner med ældre dato
I dag fremstår Apollonia som et moderne kasino med et bredt udvalg af table games, et stort område med slots, et rummeligt pokerrum til turneringer samt et særskilt cashgame-rum.

Privat billede: Svenske Ingela Kling stå midt i kasinoet
Mere end et kasino
Apollonia fungerer i dag som et samlet resort placeret midt i byen, tæt på det lokale strøg. Til kasinoet hører værelser til overnattende gæster, og komplekset byder desuden på spa, poolområde og mulighed for massage – hvilket gør opholdet til en komplet oplevelse.
Driften varetages i tæt samarbejde mellem Ingela Kling og Søren Danø samt et stærkt hold af managere på alle niveauer. Søren har ansvaret for den daglige drift, mens Ingela jævnligt er til stede – blandt andet ved møder med myndigheder om byggeri og nye tiltag. Kombinationen af Sørens internationale erfaring og familiens lange tilknytning har givet stabilitet og fastholdt Apollonia som et velkendt spillested på Balkan, hvor skandinavisk integritet går hånd i hånd med den service og venlighed, som regionen er kendt for.
Ingela Kling bor til daglig i Thessaloniki med sin familie. Hendes mand, Patrick Ersgård, er manuskriptforfatter, mens børnene går på international skole. Når hun er i Gevgelija, bor hun i en lejlighed oven på kasinoet. Faderen, Lars Kling, bor i dag i Monaco, hvor han nyder sit otium og følger med fra sidelinjen.
Søren Danø bor få minutters gang fra kasinoet sammen med sin makedonske kæreste, mens hans voksne børn bor i Danmark. Med sin placering få kilometer fra grænsen til Grækenland og i bekvem køreafstand til Sofia, Beograd, Pristina og Tirana tiltrækker Apollonia spillere fra hele Balkanområdet.

Privat billede: Casino Apollonia by night
Styrker og udfordringer
Søren Danø og Ingela Kling har samlet et stærkt hold, hvor managerne leverer på højt niveau. Det eneste område, hvor der stadig er udfordringer, er blandt dealerne. Som i Danmark er det svært at rekruttere og oplære nok kortgivere, og her ligger der fortsat en opgave for Søren. Måske kunne han endda trække på sin gamle ven fra Casino Copenhagen, Tom Jejlskov Nørgaard.

Privat billede: Lækkert pokerroom med plads til 200 spillere
Service som i gamle dage
Når man bevæger sig rundt på Apollonia, mærker man fra første skridt, at alt spiller. Fra indgangen til restauranten og videre gennem spilleområdet er der personale overalt, som sørger for, at gæsterne føler sig velkomne og godt behandlet. Det bringer minder om “the good old days” i Las Vegas, før service blev nedprioriteret og priserne skruet i vejret. Hos Søren og Ingela er servicen helt i top – og priserne blandt de laveste i regionen.

Privat billede: Plads til en dansker efter main event finalen søndag