Del 2 af pokerbloggen fra Daniels rejse til Tjekkiet

Tæt på WSOP-bracelet: Daniel Bang-Ortmanns blog fra Rozvadov

Dansk Poker lavede i går den første del af pokerbloggen fra Daniel Bang-Ortmanns rejse til Rozvadov for at spille WSOP Europe. I dag er del 2, som er den sidste del i denne omgang. Læs med herunder og få afslutningen på Daniels jagt på et WSOP-bracelet.

God fornøjelse!

———————–

September 2025 – jagten på WSOP-bracelet

Med to borde tilbage er vi rykket op i de lækre læderstole og der er kommet shot clock. Det er første gang jeg spiller med shot clock og time banks, så det bliver sjovt at prøve.

Tjekkede seatdraw inden start og det så virkelig godt ud, da de tre største stacks var ved det andet bord. Havde dog Tobias Peters, med $3,5 millioner i live-earnings på min venstre side, dog med en af de mindre stakke.

Frem til vi er elleve spillere tilbage er jeg ikke involveret i nogle særlige pots, men holder stacken cirka ved lige.

NUUUTS

Dernæst kommer jeg billigt med i small blind med en ret fesen hånd: 9♠️7♥️6♠️3♣️, da en lokal gut Ersan Kanik (som han har gjort flere gange) limper ind i tidlig position. Fatter ikke den spillestil, men fint for mig.

Flop er spændende i form af J♥️5♥️4♦️. Better halv pot ud og bliver desværre mødt af et all-in fra Ersan. Går i den store boks og det er ikke et rart kald, men har så mange outs og hvis han ikke har hjerter, er der gode chancer. Ender med at kalde. Turn er en smuk 2♦️ i ruder. Han har én chip bag og kalder mit all-in, han har A♠️A♥️Q♣️3♥️ og må have været pænt ærgerlig over at hans second-nuts er bagud. River blanker med 8♠️ og jeg tager en vigtig pot ned.

Det flotte tv-setup fik jeg desværre ikke prøvet i denne omgang

Et WSOP Europe finalebord

Da vi når finalebordet på ni, er stacken på de 2,1 millioner, hvilket placerer mig cirka midt i feltet. Af en eller anden mystisk grund skal vi desværre ikke spille ved det flotte tv-bord, vi får dog taget det klassiske ”nu peger jeg på bracelettet” billedet.

Tyskeren Sascha Wilhelm har 6 millioner, som er over dobbelt så meget som næststørste stack ved bordet. Har clashet med ham tidligere og han er en aggressiv dygtig spiller og forventede også, at han ville styre finalebordet.

Den første time ryger der ikke nogen ud og hollænderen Francort har haft momentum og taget flere mellemstore pots ned, og da han slår en af de mindre stacks ud er han helt oppe og dele chipleadet. Det er dog lige ind til skæbnehånden og en kæmpe cooler opstår mellem de to chipleaders. På et K7763 board checker Wilhelm til Francourt, der better tungt ud, Wilhelm går i boks og går all-in. Francourt kalder med det samme for livet. Wilhelm har de to sidste syvere på hånden og en chokeret hollænder forlader turneringen på en 7. plads, mens han slammer sin KKxx i bordet.

Herfra styrer tyskeren bordet og tager flere pots ned ubeset, mens flere short stacks bliver presset af de høje blinds. Min taktik har lige fra starten været at spille low-ball poker og se masser af flops. Da tyskeren kun min-raiser kommer jeg med et par gange fra blinds med semi gode hænder og får taget et par mindre pots ned for at holde mig helt ude af danger-zone. Da vi kommer four-handed er der tre gange hvor shortie er bagud preflop eller på flop for livet, og hver gang overlevede de, hvilket begyndte at være lidt frustrerende med så høje payjumps.

En godkendt handske…

For første gang på finalebordet får jeg endelig en af de helt store hænder i form af A♥️A♠️K♥️J♥️ og raiser til 500.000 med blinds 100.000/200.000/200.000. Chipleaderen i big blind kommer overraskende med et pot-raise og vi må til midten. Han har også en god hånd i form af A♣️K♣️7♠️4♠️. Jeg har hjerterne. Han råber på “black cards” og dealeren adlyder og vender T♠️T♣️3♠️. Føj et sweat. Turn er 8♥️ og jeg tør næsten ikke kigge på boardet. Heldigvis kommer der et flot rødt kort på riven 2♦️ og jeg får en kæmpe dobling og er nu en sikker to’er i chips.

Det varer dog ikke længe, da jeg selv rammer ind i en cooler af rang. Tyskeren min-raiser endnu engang på knappen og jeg forsvarer i big blind med J♥️9♣️9♦️7♠️. Floppet er ikke helt dumt, da der kommer Q♦️J♣️9♠️. Checker og han checker bag. Helt blank 5♥️ på turn og jeg better halv pot, som han lidt overraskende og lidt foruroligende kalder. River er en smuk 5♠️ og tænker først at den skal have et godt valuebet, men på den anden side sidder jeg over for en tricky spiller og jeg ligger så fint i chips, at det passer mig fint at tage den ned efter et “check – check”.

Vælger derfor at checke og han smider ret hurtigt et helt potbet afsted, som jeg instant kalder. Måske skulle jeg have givet den lidt flere tanker inden jeg kalder, men da han har kørt de andre rundt i manegen, virker kald helt oplagt. Han viser Q♥️Q♣️T♠️5♦️ for et større fuldt hus og jeg er bare glad for, at jeg tjekkede river. Jeg bør nok kunne komme væk fra river, havde jeg bettet og han smidt et raise afsted. Efter den hånd var jeg slået tilbage til de andre små stacks og Wilhelm er kæmpe nu.

Få hænder senere clasher jeg igen med ham, da jeg har en virkelig stor hånd med J♥️J♦️T♥️T♦️. Holder mig til gameplan og efter han har raiset UTG vælger jeg kun at kalde i small blind. Flop er K♦️9♦️3♣️. Check fra mig og han c-better halv pot. Går i den store boks, bruger et par time banks. Crazy spot, men selv om han skulle have esser, eller et monster i form af set i konger har jeg outs, så vælger at smide stacken til midten og han instant folder, mens han fortæller han havde en konge med dårlig kicker. Dejlig hånd at tage ned og også vise, at han ikke skal køre mig rundt i manegen.

Payjumps er store nu

Et par hænder senere ligner det at jeg skal stige i pengene, da Wilhelm sætter italienske Filippo Ragone, der er shortie, all-in og han kalder. Filippo er fuldstændig pakket ind med A♠️Q♠️6♠️5♦️, mod chippies A♦️A♥️Q♦️J♥️ dobbelt suited i rødt endda. Forberedt på et skønt payjump vender dealeren mirakuløst 7♦️4♣️3♠️ og nuts til shortie. Ej seriøst!

Nå, men nu gælder om at holde dampen oppe og kæmpe mod, så blinds og chippie ikke moser én for meget. Et orbit senere raiser jeg A♠️Q♦️T♥️4♠️ fra knappen og igen er det tysken der kalder. Dejligt flop som er T♣️7♠️4♣️ for top og bundpar. Han better halv pot ud og jeg vælger at kalde og håbe på en clean turn. Turn er Q♠️ og han better nu pot og jeg kan selvfølgelig ikke gøre andet end at smide stacken til midten, selv om jeg er to’er i chips på nuværende tidspunkt. Han kalder og vender Q♣️7♦️6♣️3♠️ og har derved et flush-draw og en gutter og to par, så der skal undgås en del kort på river. River kommer 9♦️ og jeg dobler kæmpe op til samme stack som chipleaderen, nu med 9 millioner.

Endelig plads til spil

For første gang på finalebordet kan jeg også begynde at styre spillet mod de to short stacks, og Wilhelm trækker følehornene lidt tilbage og jeg får lov at tage en del pots ned. Slår fjerdepladsen (Vitaliy Kryza fra Ukraine) ud efter jeg har raiset UTG med J♠️T♦️T♥️9♦️, og vi ser et flop der er Q♣️J♦️3♠️. Jeg ender med at sætte ham all-in med second pair og wrap og han instant-betaler med A♥️K♠️T♠️3♦️. Ikke lige den fedeste hånd at være oppe i mod, men hvad gør det når dealeren vender en 8♦️ på turn og en blank 3♣️ på river. Vi er nu 3-handed og den halve million kroner er sikret.

Kort efter slår tyskeren Filippo ud og vi er nu heads-up om et bracelet, det er for surrealistisk det her. Vi holder ti minutter pause og jeg går en tur ned og henter kaffe. Jeg slutter af med et toiletbesøg og en omgang koldt vand i hovedet. Slutter af med lige at samle tankerne for at tænke over, hvordan jeg skal gribe den her heads-up an.

Vi er cirka lige i stacks. Sascha har 12,5 og jeg har 10,5 millioner. Taktikken er at skrue op for aggressionen, da han spiller meget aggressivt. Da jeg kommer tilbage, er der kommet en del på railen og vi får også taget billede, hvor vi holder det flotte bracelet-etui med bracelettet i.

Artikelfoto: Tomás Stacha – Pokernews liveblog

Heads-up battle – nu gælder det!

Heads-up starter skidt og jeg connecter ikke til boardet og ryger rimelig hurtigt ned i 7 millioner. Det vender dog på en tallerken i en hånd, hvor jeg forsvarer 9♠️6♥️5♥️3♠️ dobbeltsuited og flop er smukt K♣️3♦️3♥️, han c-better flop og jeg kalder bare. Turn er A♠️, desværre checker han bag. River en 5♦️, smider et heftigt bet afsted og han snap-caller.

Vi er nu “even” i stacks. Lidt efter rammer jeg et fuldt hus på river og får betaling og pludselig har jeg 13 millioner mod hans 10 millioner. Dernæst følger hånden der stort set afgjorde dysten og som vil være en hånd, som jeg kan tænke igennem igen og igen, om det var et for vildt kald.

All-in for første WSOP-bracelet

Raiser til 700.000 med blinds på 150.000/300.000/300.000 med A♥️9♥️8♠️6♦️.  Flop er perfekt. 9♠️6♠️4♦️. Smider et stort bet afsted på 1,2 million, som han kalder efter lidt tid. Skal det her være hånden, så skal turn være blank, dvs. jeg vil ikke se en spar, eller 2-3-5-7-8-T.

Turn er J♣️ og et kort der ser rigtig sikkert ud. Jeg better 1,5 million og efter lidt tid får jeg et all-in i hovedet for 9 millioner total. Absolut ikke hvad jeg havde regnet med, da de fleste store draws nok check raiser mig på floppet med så meget i puljen allerede.

Jeg smider tre timebanks på bordet og har nu 1,5 min til at overveje, om jeg skal kalde for at gå efter sejren. Det er virkelig et svært spot og der er mange hænder, der går rundt i mit hoved, som han kan sidde med. Det mest sandsynlige ser jeg som et kæmpe draw, der prøver at få mig af overpar eller to par. Det er et stort all-in, som jeg skal kalde og derfor bruger mine timebanks på at tænke hænderne igennem. Det vil være rigtig skidt, hvis han har et set eller J9, men der er bare så mange hænder med draws, hvor jeg er foran og han har fra start kørt en meget aggressiv linje.

Ender med et kald. Rigtig nok har han drawet i form af 8♦️7♣️, men de to andre kort er en 6♥️ og en helt forfærdelig J♥️. Nu skal der dukke en 9’er eller es op på river for at tage den ned. Fem sølle outs – vi venter længe på river og den kommer med en 6♣️, som giver os begge et hus, men hans er størst og drømmene om bracelettet er nu langt væk.

Tilbage på hesten

Dealeren får talt chipsene op og jeg er efterladt med under 2 millioner mod 21,5 million. Får to heldige double-ups på de næste par hænder samt der ryger lidt på blinds på hænder, som jeg må smide.

Jeg har 4,5 millioner, da jeg vælger et limp med A♠️8♦️4♠️2♠️. Han raiser endnu engang og jeg ser et flop. A♥️Q♣️3♠️, toppar med gutter er ikke dårligt med sådan en trist hånd. Checker til ham og han better 600.000. Kan ikke gøre andet end at skubbe og håbe på et snapfold. Kalder han, så har jeg stadig mit gutshot straight draw. Han kalder med det samme og har samlet en kæmpe hånd op i form af A♦️Q♠️Q♥️T♦️. 5’eren udebliver og jeg må strække våben og ønske ham tillykke med sejren og hans andet WSOP-bracelet.

Jeg var helt rundt på gulvet. Selvfølgelig er man lidt skuffet i et splitsekund, da man nok aldrig igen ender heads-up i en WSOPE-event. På den anden side er det bare et så vildt stort cash for mig, som bare giver så mange flere muligheder i fremtiden i turneringer og et selvtillidsboost uden lige. PLO har de sidste 5-6 år været den variant, som jeg har sat min energi på at blive rigtig skarp til, så er det fedt at vise, at det også har båret frugt.

Nemt med bankoverførsel

Floormanageren udbetaler min gevinst i kasinochips, med blandt andet to €25.000 chips! Vildt de overhovedet findes. Ikke lige en af de chips, der skal ryge ud af bukselommen ved et uheld 😅 Knuger chipsene mens jeg går hen til cashieren, hvor jeg helt problemfrit får lavet bankoverførslen. De skulle bare bruge IBAN-nummer og så var det gjort på ét minut. Nemt.

Dernæst ringer jeg hjem til mine børn og kone, som selvfølgelig har fulgt med på Pokernews liveblog. Er helt smadret og efter at have læst alle de søde beskeder fra kollegaer, venner og familie samt givet interview til Dansk Poker, crasher jeg omkuld på værelset.

Næste dag – ny turnering

Onsdagen stod på satellit til €2.000 PLO, og ellers købe mig ind hvis satellitten skulle glippe. Det var en turbo satellit med 15 min. levels og da en 50/50 all-in tabes er det ikke andet end at gå til cashieren og købe mig direkte ind.

I pausen møder jeg en anden dansker, der lykønsker med resultatet i går. Mener han hed Niels Erik, vi fik en hurtig sludder for en sladder, dejligt endelig at møde en anden dansker, han skulle spille Mini Main Event til €1.350 sammen med sin bror. En turnering jeg ikke kan deltage i, da den slutter efter jeg rejser hjem mod lille Dannevang.

Symptomatisk som poker er, blæste vinden i dag den helt anden vej og jeg nåede ikke at spille mere end 45 min før jeg var busto. Da jeg kommer til bordet, spørger den flinke tysker til højre for mig “om målet i dag er at ende én placering bedre end i går?”. Det viser sig, at han er roomie med Sascha Wilhelm, der slog mig heads-up.

Vi hyggesnakker ved bordet om mange af de hænder, der blev spillet i går. Jeg finder det interessant at høre hans tanker på forskellige spots. Faktisk er det ham, som jeg ender med at clashe med i en kæmpe pot. En beskidt en af slagsen.

Startstacken er 50.000 og jeg har 40.000 med blinds på 600/1.200/1.200, da denne hånd opstår: Jeg har A♥️T♠️9♦️8♦️ på knappen og han raiser til 3.000, som jeg standard kalder. Flop er perfekt A♦️8♠️7♥️, så flopper man ikke meget bedre end det med top to og det høje straightdraw.

Han checker og jeg better 5.000 som han kalder. Turn er 6♥️, fjerde nuts er blevet til ren nuts. Der er nu to hjerter på bordet. Han checker og jeg smider 10.000 afsted og har 18.000 bag. Kom bare en blank på river, egentlig alt andet end hjerter, 6’er eller 7’er. T♠️ kommer på river og ikke et kort der ser vildt farligt ud.

Han tænker længe og smider en 25.000 chips i potten. Måske bør jeg folde, men med så lidt bag, blockers og tanken om han virkelig kaldt med J9xx på både flop og turn? Jeg kalder modvilligt og får vist A♠️J♠️9♥️5♦️ i smasken. Det blev en meget kort dag på kontoret.

Efter den obligatoriske buffet som er inkluderet, traskede jeg hjem til hotellet, en smule skuffet, da jeg måske burde have foldet og holdt mig i live i turneringen. Dog havde 18.000 ikke været meget at lege med, når der ryger 3.000 pr. runde 😎

Udsigt fra værelset. Kasinoet er vitterligt et stenkast fra hotellet

Shopping og et sidste skud

Sidste dag i det tjekkiske startede med en eftermiddagstur til markedet fem minutter ude af byen, hvor der blev shoppet lidt flere rejsegaver til børnene og billigt slik og chokolade. F.eks. 200 g. M&Ms til 15 kr. skal man kigge langt efter i Danmark.

Sidste turnering i dette års WSOPE var en €1.000 Super Turbo PLO-Bounty med €500 pr. spiller man slår ud. En fuldstændig crazy turnering, hvor der blev givet fuld pedal, både grundet bounty – men så sandelig også pga. strukturen. For at være ærlig var den her turnering lidt for meget lotto til min smag.

Nok også farvet af at det ikke gik specielt godt, og da jeg endelig kommer til midten, faktisk som storfavorit, suger modstanderen mig ud af turneringen. Det var på level 7 og late reg til level 8, men synes ikke det her kamikaze-poker skulle have ét skud mere.

Efter et smut forbi WSOPE-merch shoppen og proviantere med hoodie, t-shirt og cap, takkede jeg af for denne gang. Afrejse fra Rozvadov om formiddagen, men nåede lige deres morgenbuffet, der faktisk var rigtig god, med alt det man nu forventer af en god morgenmad.

Ude godt – hjemme bedst

Nu sidder jeg i lufthavnen og venter på flyet til København. der går om 45 minutter. Nu må vi håbe, at der ikke er flere mystiske droner der spøger på nattehimlen, så jeg kan komme hjem til mine børn og kone.

Næste livetour for mig bliver Mystery Bounty på Casino Copenhagen i november. Her har jeg kvalificeret mig to gange online, så der er allerede til ét ekstra skud, hvis kortene ikke arter sig 😉

Det har selvfølgelig været en fantastisk tur, som jeg har været på. Jeg kan klart anbefale at tage til WSOPE næste år. For selve kasinoet og turneringerne, det er der 100% styr på og faktisk med overlay i alle bracelet-turneringerne. Så må man have storbyshopping og andre seværdigheder til gode på et andet pokerstop.

Daniel

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail