Dansk Poker har fået et eksklusivt interview med WSOP-bracelet vinder Christian Frimodt

Frimodt: “Havde jeg tabt den, ville jeg aldrig have spillet livepoker igen”

Lørdag aften i Prag. Turneringsserien var ved at være slut. Borde var begyndt at blive pakket væk. Spillerne taget hjem. Klokken er langt ud på natten, men danske Christian Frimodt sidder i den allersidste WSOP Europe turnering mod verdens GPI nr. 1. Heads-up om et WSOP-bracelet og €600.000.

Så er scenen sat og historien kender vi heldigvis. Christian Frimodt Pedersen, fra Aarhus og Danmark, er den nyeste danske WSOP-bracelet vinder.

Christian vinder det danske WSOP-bracelet nr. 13. Forhåbentligt ikke et ulykkestal for ham – men begyndelsen på noget større.

Det er stort det her

Er man ikke klar over det, så har Christian Frimodt lige vundet det som alle drømmer om. Et verdensmesterskab og en plads i historiebøgerne.

I WSOP-regi er man én blandt mange – for der er selvfølgelig mange der har vundet et bracelet. I dansk-regi, så er man dog på ingen måde én blandt mange. Christian er nemlig blot den tiende danske spiller nogensinde, som kan kalde sig WSOP-bracelet vinder. Læs mere om de andre her.

Interview – Prag – 12. april 2026

Det var også der, at vi startede vores spørgsmål i det interview, som vi fik med ham i går, hvor han var på vej hjem fra Prag i en Uber-taxa.

Hvordan har du det med, at være den blot tiende dansker nogensinde som vinder et WSOP-bracelet?

“Det er sjovt selvfølgelig og vildt”

Christian fortæller, at han er ret smadret. Det var en vild dag lørdag, hvor der blev spillet 12 timers høj intensitvt poker i fuld koncentration.

Vi ved at de fleste danskere var taget hjem – havde du nogen at fejre det med og fik du snakket med nogle herhjemme?

“Ja, Johan (Schultz-Pedersen, red.) var lige taget hjem, men jeg havde min gode italienske ven Enrico, som jeg kunne fejre det med. Det var super hyggeligt. Senere snakkede jeg med kæresten og fik skrevet med mine forældre. Det var dejligt med de mange personlige hilsner jeg fik, men jeg har stadigvæk ikke haft tid til at svare dem alle”.

Christian spiller hovedsageligt cashgame og har i længere tid droppet at spille onlineturneringer. Han tager dog ofte til de større EPT-stops som Barcelona og Prag.

Har det været målet at vinde et WSOP-bracelet for dig?

“Nej, ærligt talt ikke. Jeg tog ikke ned til Prag for at vinde et bracelet. Jeg tog derned fordi jeg vidste at det ville være mere soft end en EPT. Mit fokus ligger jo på cashgame derhjemme”.

Christian mener, at der var mange afsted fra USA og mange som lige ville spille WSOP. Derfor blev niveauet også en del lavere end de normale EPT’er. Samtidigt var det jo varmere i Prag nu end i december, så det nød han.

Havde det ellers været en god turneringsserie for dig inden sejren?

“Jeg min-cashede i Main Eventet og valgte at skippe den €20.000 highroller, da den var ret top reg-heavy. Så havde ikke spillet så meget inden denne turnering”.

Det var et flot cash på €600.000 – kommer det til at ændre noget for dig når de rammer bankkontoen?

“Nej, jeg har ingen større planer med dem. Umiddelbart skal der ikke ske noget med pengene – måske investerer jeg. Det er ikke noget som ændrer ved min daglige gang, selvom det selvfølgelig er rart at vinde en stor sum”.

Var der nogle nøglehænder du kan fortælle om. Vi gætter på, at det var vildt for dig med syv tilbage at komme all-in med KK vs. QQ mod Mike “SirWatts” Watson?

“Ja, det var en vild hånd. Jeg ville bare så gerne undgå at blive nr. 7/8 igen, som jeg har gjort et par gange før i større turneringer som denne. Samtidigt var det jo en gigantisk pot, da vi var to af de største stacks på det tidspunkt. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg troede jeg var død.

Det er KLART det største sweat i hele turneringen – mere end nogle af dem senere og i heads-uppen om sejren. Jeg havde det faktisk ikke godt, da jeg skulle følge runout. Jeg ved ikke hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde tabt den hånd. Nok aldrig spillet livepoker igen tror jeg”.

Mike Watson

Det må da også være vildt at vinde sådan en hånd mod en legende som SirWatts?

“Ja, helt sikkert. Der var nogle der snakkede om, at det måske var et lille punt fra hans side. Den eneste hånd han slår/flipper mod er AK. Samtidigt er han jo så dygtig, at han burde kunne slå det felt fra den position han havde. Men jeg brokker mig ikke. Personligt tror jeg den er close med damer der og nok et fint nok kald”.

“Efter den hånd så cruisede jeg. Jeg havde så stort et chiplead, at jeg kunne spille aggressivt”.

Du var uheldig at tabe med 3erne i et flip mod Punsri om titlen, hvor han kom tilbage – men så lykkedes det til sidst – igen med 3erne.

“Jeg var sikker på, at hans QT ville vinde den hånd. Så jeg kunne ikke helt kigge med på runout til sidst og måtte kigge væk. Men da boardet blanker så var jeg bare lettet.

Jeg løb faktisk dårligt i all-ins. Taber med AK til damer. Har et setup med 10ere mod damer. Taber med 3erne til KJ heads-up og et par små andre. Dermod så vandt jeg nærmest alle små hænder. Og 90% af mine bluffs gik hjem. Så en måde løb jeg godt i alle de spots, hvilket var med til at bygge stacken”.

Hvad skal der så ske nu? Tager du til Nordic Open og måske Vegas til sommer?

“Hvis jeg kommer til Nordic, så er det kun på dag 2, hvor man kan købe sig ind til en gennemsnit stack. Jeg er dog ikke sikker på det. Jeg tror ikke det bliver Las Vegas i år for mig. Jeg er umiddelbart ikke så glad for de skatteregler ved gevinsterne. Det er mere sandsynligt at mit næste livestop bliver EPT Barcelona i august”.

Stort tillykke til Christian Frimodt fra hele Dansk Poker med WSOP-sejren og det flotte bracelet. Vi glæder os til at se mere til ham i fremtiden. Og tak for interview.

Artikelfoto og alle fotos fra WSOP.com media

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail