Ligesom dag 1C ved DM i poker blev dag 2 en historisk en af slagsen. Der blev registreret en præmiepulje på hele 6.524.160 kroner på Casino Copenhagen, hvilket gør årets DM-præmiepulje til den største nogensinde.
Der var ganske enkelt fyldt til bristepunktet på Casino Copenhagen i går, hvor fårene skulle skilles fra bukkene på dag 2. De 310 unikke spillere, der var plads til på dagen, var alle på plads – og hele 24 gange blev der lavet re-entries på dagen.
77 spillere overlevede
Da den lange dag 2 endelig var slut, stod der 77 spillere tilbage med chips i poserne.
Dermed kom vi et god stykke ind i pengene, da der blev taget hul på præmiepuljen for de sidste 120 spillere, hvor min. cash var 14.300 kr.
Det er Casper Møllers DM
Den helt store stak tilhører Casper Møller, som baggede hele 1.295.000 chips. Casper Møller har været brandvarm ved dette DM, hvor det også er blevet til en førsteplads og andenplads ved to af DMs sideevents. Du kan høre Casper Møllers egne tanker om dagen i videoen herunder.
Casper Møller har tur i den ved årets DM
Lige efter ham finder vi Oskar Massesson med 1.033.500 chips, mens Fehim Hajdari runder feltet af som nr. 77 med 77.000 chips

77 spillere klar til Dag 3
I dag går DM så ind i den helt afgørende fase, når dag 3 skydes i gang klokken 14.30.
77 håbefulde spillere er klar ved starten, og håber alle på, at kunne være klar igen mandag til dag 4, hvor finalebordet spilles.
Dans Poker Awards
Dansk Poker fik også uddelt en håndfuld priser til fire dygtige danske pokerspillere:
Daniel Petersen vandt Årets Spiller
Christian Frimodt vandt Årets Præstation
Erik Østergaard vandt Årets Hobbyspiller
Andreas Brendholdt vandt Årets Talent

Gus Hansen in the house
Som om det ikke var nok, så kiggede superstjernen Gus Hansen også forbi Casino Copenhagen. Dansk Poker overrakte en Lifetime Achievement Award til ham som hyldest for alt det, han har betydet for poker i Danmark.

Endnu en dag med livestreamen
Ligesom i går, kan du også i dag følge med live, når Danske Spil Pokers livestream går i luften fra DM.
Streamen starter med 30 minutters forsinkelse, mens turneringen selv altså starter klokken 14.30.
Dansk Poker er naturligvis også på plads hele dagen, og livebloggen fortsætter fra klokken 14.30, så du kan følge udviklingen ved bordene, efterhånden som feltet bliver reduceret.
Vi har samtidig samlet den komplette chipcount og seating i en separat artikel på Dansk Poker, så du kan få det fulde overblik inden dag 3.




