Ranglisten er i gang og Casino Copenhagens hjemmeside er allerede opdateret med den første turnerings resultater. Se ranglisten her.
Efter nogle års pause er Casino Copenhagen igen en del af den nationale rangliste for pokerspillere.
Det skete fra torsdag den 10. september, hvor den københavnske kasinoafdeling koblede sig på ranglistekonceptet sammen med søsterkasinoerne Casino Munkebjerg i Vejle og Casino Odense.
Præmien er i den grad noget at spille om.
Vinderen af ranglisten kan nemlig se frem til en pokerrejse til en værdi af 20.000 kroner.
Det fortæller Lars Mikkelsen fra Casino Copenhagen, som allerede inden årets DM løftede sløret for den nye rangliste.
”Fra torsdag den 10. september 2026 starter vi en ny rangliste på Casino Copenhagen ifm. ugeturneringerne. Det betyder, at vi kobler os på Casino Munkebjerg og Casino Odenses ranglistetur, som i år gik til Malta.”
Hvor turen går hen næste år, er endnu ikke besluttet, men værdien af hver ranglistepakke ligger fast på 20.000 kroner.
Ugeturneringer bliver en del af kampen
Det bliver først og fremmest Casino Copenhagens ugeturneringer, der giver spillerne mulighed for at samle point til ranglisten.
Derudover tæller de to større turneringer Nordic Open og Mystery Bounty også med.
Alle ranglisteturneringer vil være markeret med en stjerne (*) i turneringsoversigten, så spillerne kan se, hvilke turneringer der bidrager til ranglisten.
Casino Copenhagen har samtidig valgt at finansiere ranglisten gennem en mindre andel af præmiepengene.
Fra de almindelige turneringer tages 5 procent af præmiesummen, mens der fra de to majors, Mystery Bounty og Nordic Open, tages 0,5 procent.
Casino Copenhagen garanterer samtidig de første tre ranglistepakker.
Ranglistens top-10 som den ser ud lige pt.
Tre faktorer afgør pointene
Ranglistens pointsystem er bygget op omkring tre forskellige elementer.
1. Indskuddets størrelse
Spilleren får point ud fra turneringens indskud, dog uden fee. Beregningen sker efter formlen:
Indskud uden fee / 40
2. Tidlig tilmelding
Der er også en bonus for at være ude i god tid.
Spillere, der tilmelder sig før klokken 12.00, får 5 ekstra point.
3. ITM-resultatet
Endelig belønnes spillerne for deres resultater i turneringerne.
ITM-pointene beregnes efter formlen:
Kubikroden af præmiesummen / placering
Dermed er det ikke nødvendigvis nok blot at spille flest turneringer. Både størrelsen på turneringen, den tidlige tilmelding og spillerens placering i pengene har betydning for den samlede rangliste.
Skal igen have gang i pokerproduktet
Den nye rangliste er en del af en større ambition på Casino Copenhagen om at udvikle pokerproduktet.
I interviewet inden DM blev Lars Mikkelsen også spurgt, om kasinoet har dealere nok til at understøtte de nye pokerinitiativer.
Svaret var klart:
”Ja, det mener vi.”
Samtidig skulle en ny træningsskole starte ugen efter DM, hvilket ifølge Lars skal være med til at sikre, at kasinoets pokertilbud både kan vedligeholdes og udvides.
Ambitionen er dermed ikke kun at genintroducere ranglisten, men også at skabe et bredere pokerudbud for spillerne.
”Det er Casino Copenhagens ambition at fortsætte med at udvikle pokerproduktet i en retning, hvor flere spillere kan få glæde af det.”
Kampen om 20.000-kronerspakken er i gang
Med ranglistens start får de faste spillere på Casino Copenhagen dermed endnu en grund til at møde op til ugeturneringerne, der pt. kører hver torsdag kl. 19.00.
Præcis hvor pokerrejsen går hen i 2027, er endnu uvist. Casino Munkebjerg står for planlægningen af ranglistepakkerne, og destinationen er endnu ikke fastlagt. Lige nu er sidste års ranglistevindere afsted i Malta.
Men én ting er sikkert: der står en pakke til en værdi af 20.000 kr. på spil, og Casino Copenhagen er igen med i kampen om den nationale ranglistetitel.
For de københavnske pokerspillere er jagten dermed allerede skudt i gang.