Online DM 2026 skydes i gang i aften på Danske Spil Poker, og der er masser af poker på programmet allerede fra første dag. Klokken 19.30 går Danske Spils Twitch-livestream i luften, hvor Rasmus Agerskov og Oskar Massesson står for underholdningen, mens Oskar selv spiller med.
Det danske online-danmarksmesterskab løber fra den 29. oktober til den 2. november, og der er i alt 21 events på programmet med $176.000 garanteret i samlede præmiepuljer.
Men det er ikke kun ved pokerbordene, der bliver noget at følge med i.
Danske Spil Poker har igen i år arrangeret livestream fra Online DM, så du kan følge med hjemmefra, mens turneringerne ruller, og der forhåbentlig bliver leveret masser af spændende poker og underholdning.

Livestream på Danske Spil Poker er torsdag, lørdag, søndag og mandag
Agerskov og Oskar Massesson åbner ballet på Twitch
I aften er det Rasmus Agerskov og Oskar Massesson, der står for løjerne på livestreamet.
Oskar spiller samtidig selv poker, så der bliver rig mulighed for at følge hans spil, mens de to sørger for underholdningen undervejs.
Livestreamet starter klokken 19.30, og det er værd at holde øje med udsendelsen, hvis du selv spiller med i Online DM – eller bare gerne vil følge med i årets danske onlinepokerfest.
Der er nemlig mere end poker på skærmen.
Undervejs vil der løbende blive afsløret passwords til pop-up-turneringer i Danske Spils pokerklient. Det foregår på samme måde som under DM-streamet, hvor seerne kunne holde øje med udsendelsen for at få adgang til ekstra turneringer.
Derudover vil der være forskellige konkurrencer med præmier på højkant. Blandt andet kan du vinde en flad 50’er til din Blå Konto.
Derudover er der selvfølgelig hovedpræmien for alle med sans for pokerudstyr og god stil: verdens fedeste hoodie!

Oskar Massesson er med i studiet i aften kl. 19.30
En hoodie med indbygget poker-krave? Ja tak!
Hoodien er ikke bare endnu en trøje til garderoben. Den har nemlig en indbygget poker-krave, så du under livepoker kan skjule halspulsåren og forhåbentlig gøre det lidt sværere for modstanderne at aflæse dine reaktioner.
Om hoodien rent faktisk kan gøre dig til en bedre pokerspiller, må tiden vise. Men muligheden for at vinde den er i hvert fald endnu en god grund til at kigge forbi livestreamet.
Så husk at følge med, når der bliver delt passwords og sat konkurrencer i gang. Du kan jo være heldig at få både lidt ekstra poker på programmet og en præmie med hjem.
Her er dagens program til Online DM 2026
Der er fem turneringer på programmet i dag torsdag den 29. oktober, når Online DM 2026 begynder. Åbningsdagen byder blandt andet på to Mystery Bounty-turneringer, et 6-Max Championship og en PLO-turnering.
Her er aftenens program på Danske Spil Poker:
| Starttid | Turnering | Buy-in | Garanteret |
|---|---|---|---|
| 19.30 | Mystery Bounty Kickoff #1 | $109 | $20.000 |
| 19.30 | Mystery Bounty Kickoff Mini #2 | $22 | $4.000 |
| 20.00 | Phased Mystery Bounty – Stage 1 #3 | $11 | $4.000 |
| 20.00 | 6-Max Championship #4 | $55 | $5.000 |
| 21.00 | PLO-5 Card Turbo #5 | $22 | $2.000 |
Alle tidspunkter er danske tider
Der er altså noget for forskellige bankrolls allerede fra start, og med Mystery Bounty-turneringerne på programmet er der ekstra spænding at hente fra første aften.
Særligt $109 Mystery Bounty Kickoff skiller sig ud med en garanti på $20.000, mens spillere med et mindre buy-in i tankerne kan prøve kræfter med Mini-udgaven til $22.
Dansk Poker følger med hele vejen
På Dansk Poker følger vi naturligvis Online DM 2026 tæt fra sidelinjen.
Vi er klar med en opfølgningsartikel i morgen, hvor vi samler op på åbningsdagens begivenheder og resultater. Sådan fortsætter vi gennem hele mesterskabet: Hver dag under Online DM følger vi med og vender tilbage med nyt fra turneringerne. Der overvejes endda en liveblog til finaledagen mandag.
Der bliver med andre ord rig mulighed for at holde sig opdateret på, hvem der løber med sejrene, hvilke spillere der markerer sig, og hvordan årets danske online-danmarksmesterskab udvikler sig.
Indtil da kan du passende tænde for Danske Spils Twitch-livestream i aften klokken 19.30, følge Rasmus Agerskov og Oskar Massesson og holde øje med både pop-up-turneringer og konkurrencer.
Online DM 2026 starter i aften – vi ses på Twitch!
Online poker er for personer på 18 år eller derover. Spil ansvarligt.

