Succesen fortsætter ved EPT Barcelona 2026

Fehim Hajdari jagter stor EPT-titel i Barcelona

Forestil dig, at du har trukket tre Mystery Bounties i en større turnering til en EPT. Du ved, at du højst sandsynligt trækker den laveste præmie på €1.000 de fleste gange. Men så sker der pludselig noget vildt. Du trækker ikke én, ikke to – men tre store præmier. Det var scenarioet som du kan læse mere om herunder.

EPT Barcelona nærmer sig afslutningen, og for dansk poker er der stadig god grund til at følge intenst med. Fehim Hajdari har nemlig spillet sig videre til dag 3 i den prestigefyldte €10.300 EPT High Roller, hvor der nu kun er 22 spillere tilbage.

Fehim sluttede dag 2 med 1.010.000 chips, hvilket placerer ham som nummer otte i feltet. Helt i toppen finder vi den franske pokerpro Alexandre Reard, som har samlet imponerende 1.850.000 chips.

Der venter Fehim et ekstremt stærkt felt på dag 3, men danskeren er fortsat med helt fremme i en af festivalens største turneringer. Alle 22 resterende spillere er sikret mindst €33.100, men naturligvis er det de enorme €814.500 til vinderen, der for alvor får pulsen op.

Der er med andre ord lagt op til en spændende dag i Casino Barcelona, hvor vi naturligvis holder øje med, om Fehim Hajdari kan spille sig endnu længere frem.

Foto: PokerStars/Manuel Kovsca – EPT Barcelona lørdag er sidste dag

Flot bounty-score til Jakup Breckmann

I €1.650 EPT Mystery Bounty fik både Jakup Breckmann og Tor av Skardi spillet sig frem til dag 2, hvor de store Mystery Bounties kom i spil.

Tor måtte tidligt forlade turneringen som nummer 92. Det gav en præmie på €1.910, men desværre uden at han nåede at sikre sig en bounty.

For Jakup Breckmann blev historien en helt anden.

Den færøske spiller røg godt nok ud kort efter som nummer 87, men han havde nået at eliminere tre modstandere og fik dermed tre chancer ved bounty-kisten – og det var ikke ligefrem småbeløb, han trak.

Breckmann trak først €10.000, derefter endnu €10.000 og til sidst €15.000.

Dermed endte den færøske pokerprofil med hele €36.910 i samlet præmie. Kun hovedbountyen på €30.000 – som der var to af – havde givet et større enkelt hit.

Jakup var da også en meget glad mand, da vi fangede ham i går aftes.

Han understregede, at det selvfølgelig altid ville være federe at gå dybt og vinde pengene gennem selve turneringen, men han siger bestemt ikke nej til €35.000 i bounties.

Det er forståeligt. Når over 70 procent af bounties ifølge Jakup er på €1.000, er det noget nær et lille mirakel at ramme €10.000, €10.000 og €15.000 på sine tre træk.

Tre danskere fik præmie i PLO

I €1.100 PLO-turneringen blev der også noteret flere danske resultater.

Jannick Wrang sluttede som nummer 14 og fik €3.800, mens Michael Lund-Madsen blev nummer 17 til €3.200.

Martin “Shortdeck” Nielsen måtte nøjes med en 27. plads, men kunne stadig tage €2.120 med fra turneringen.

Seks tilbage i Main Event

Også EPT Barcelona Main Event nærmer sig sin afgørelse. Ud af hele 1.823 entries er der nu blot seks spillere tilbage, og vinderen kan se frem til hele €1.370.050.

Den store finale har samtidig et interessant navn med i feltet. Libanesiske Nicolas Chouity sidder med ved finalebordet og jagter sit andet EPT Main Event-trofæ. Chouity vandt EPT Monte Carlo for hele 16 år siden, men kommer ind på finaledagen som short stack med blot 1.975.000 chips – knap ti big blinds.

Helt i toppen ligger italienske Manuel Ferrari med 16,1 millioner chips, tæt fulgt af Spaniens Jose Criado med 15,775 millioner. Xiaosheng Zheng ligger nummer tre med 11,2 millioner.

De seks spillere er allerede sikret €278.950, men der er naturligvis langt mere på spil. Nummer tre får €612.700, runner-up €857.800, mens den kommende EPT Barcelona-mester kan sætte kurs mod et syvcifret beløb på €1.370.050.

Foto: PokerStars/Manuel Kovsca – Finalebordet da de var ni spillere tilbage

Finalebord livestream starter kl. 15.00 dansk tid

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail