Det var ikke kun DPT Main Event dag 1B som der blev spillet i Casino Marienlysts nye flotte pokerroom. Kl. 22.00 startede et sideevent, som fik fin tilslutning.
Der blev i dag spillet 1.150 kr. turbo PLO-sideevent ved DPT Marienlyst 2026, og efter en hurtig turnering blev det Svante Lönnroth, der kunne lade sig hylde som vinder.

Fint fremmøde
Turneringen samlede 13 unikke spillere, som tilsammen foretog seks rebuys. Det gav 19 totale entries, og med præmier til top-2 var der lagt op til en kort, men intens afslutning.
Da feltet var reduceret til tre spillere, blev de tilbageværende enige om at oprette en trøsteboblepræmie på 1.000 kr.

Tre spillere tilbage og en tilskuer
Christian Masselkhi sikrede sig kort efter den ekstra præmie og kunne dermed forlade turneringen med lidt mere end blot æren af at være tæt på pengene.
Herefter var der kun heads-up tilbage, og her skulle Svante Lönnroth og Jasper Stolpe kæmpe om turneringssejren og størstedelen af præmiepengene.
Lönnroth trak det længste strå og sikrede sig dermed sejren samt 11.156 kr. for førstepladsen. Jasper Stolpe måtte tage til takke med andenpladsen, men kunne samtidig glæde sig over 6.084 kr.
Dermed er endnu et sideevent afviklet ved DPT Marienlyst 2026. I morgen bliver der skruet op for indsatsen, når DM i PLO til 4.500 kr. går i gang klokken 18.00.

PLO-sideevent vinderen: Svante Lönnroth
DPT Marienlyst 2026 – PLO Turbo sideevent – 10.000 startstack – Buyin 1.150 kr.
Dato: 2. oktober 2026
Entries: 19 i alt (13 unikke og 6 re-entries)
Præmiepulje: 18.240 kr.
Færdigspillet: Cirka kl. 01.30
| Placering | Navn | Præmie |
|---|---|---|
| 1 | Svante Lönnroth 🇸🇪 | 11.156 kr. |
| 2 | Jasper Stolpe 🇩🇰 | 6.084 kr. |
| 3 | Christian Masselkhi 🇩🇰 | 1.000 kr. |


