Casino Marienlyst i Helsingør udvider deres populære turneringsprogram med en ny satsning: Monday pop-up.
Siden genstarten i pinsen har der været udsolgt til alle onsdagsturneringerne – ofte allerede en hel uge i forvejen. Det vidner om en markant efterspørgsel, som nu får Casino Marienlyst til at afprøve endnu en ugedag. Første udgave spilles mandag den 15. september – en 20-mands turnering med samme buy-in som onsdagsturneringen, men med en skarpere struktur.
Pokerchefen ser potentialet
Pokerchef Ronni Helbo fortæller til Dansk Poker:
“Tankerne er at opfylde et ønske fra gæsterne, der har været utroligt glade for onsdagsturneringen. Vi ser potentiale i endnu en hverdagsturnering, håber vi har set rigtigt.”
Spillerne er begejstret
Dansk Poker har snakket med flere af de regulars, som har været en fast bestanddel af pokeren i Helsingør siden dens begyndelse.
Søren Reffstrup roser initiativet:
“Marienlyst er mit favoritsted at spille poker i Danmark, så enhver udvidelse af deres turneringsprogram hilser jeg velkommen. Jeg har allerede tilmeldt mig September Stack, som jeg glæder mig til. Mit store håb er, at vi en dag kommer tilbage til storhedstiden, hvor Marienlyst kunne samle over 500 spillere til flerdagesevents i højtiderne.”

Foto: Søren Reffstrup ved MPT Main Event 2025
Også Ken Graversen ser muligheder i det nye koncept:
“Flere dage er altid meget velkommen. Havde måske personligt håbet på fredag/lørdag – eller at de havde udvidet til 30 mand onsdag. Måske det der pop-up koncept kunne være forskellige ugedage. Men flere dage er bestemt ikke en dårlig idé.”

Foto: Ken Graversen i saksen mellem Simon Ravnsbæk og Johnny Østbjerg
Først September Stack og nu Monday Pop-up
Marienlyst har tidligere annonceret September Stack – en flerdages turnering med et buy-in på 2.000 kr., hvor over halvdelen af de 60 pladser allerede er solgt. Vi lavede en artikel om denne, som du kan læse her.
For Casino Marienlyst handler det om at få kabalen med dealerne til at gå op – en opgave, der langt fra er nem for poker manageren. Monday Pop-up kan derfor blive en interessant test af, hvor langt kapaciteten kan strækkes, og hvor stor efterspørgslen reelt er blandt spillerne.
Tilmeld dig Monday Pop-up her. Første mandag turneringen spilles bliver mandag den 15. september 2025 kl. 19.30.
