Det har været et par hektiske dage i Las Vegas, hvor flere og flere danskere er mødt op. For et par dage ankom blandt andet Alexander “KP” Petersen og senest er Johan Schultz-Pedersen landet i syndens by.
Det endte med at blive meget sent for undertegnede efter finalebordet i tirsdags. Derfor blev bloggen fra det vilde run først færdigskrevet onsdag aften. Reelt set burde det havde været onsdag aften at onsdagens blog blev skrevet. Det var der slet ikke tid til, da det tog fire timer at skrive tirsdagens blog.
Derfor blev beslutningen af udskyde bloggen fra onsdag og slå den sammen med torsdagens blog. Den samlet blog får I nu her fredag morgen dansk tid.
God fornøjelse!
—————
Onsdag og torsdag den 3. og 4. juni 2026
Blot tre timers søvn blev det til inden morgenmaden onsdag morgen. Jeg var lidt overrasket over hvor frisk jeg var. Oprindeligt havde jeg lagt en plan om at hoppe i seng igen efter morgenmaden, men vi hyggede med kortspil og cornhole – samtidigt så følte jeg mig slet ikke træt overhovedet.
Det var en skøn morgen faktisk. Vejret er gået hen og blevet virkeligt varmt her i Vegas. Omkring 41-42 grader og min krop har det bedre desto varmere det bliver her i den tørre varme. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid stortrives bedst i meget varme temperaturer. Specielt hvis det ikke er fugtigt samtidigt – og det er mere en tør varme i Vegas pga. ørkenen.
Mens vi spillede kort, så kom vi til at snakke om, at Daniel tog hjem til Danmark tirsdag aften. Det var gået vildt stærkt hans dage her og vi manglede stadigvæk at spise på en god restaurant sammen, som vi oprindeligt havde snakket om os tre. Derfor blev vi hurtigt enige om at tage på Gordon Ramsey Steakhouse på Paris, der i mine øjne er en af de bedre restauranter i det område.
Ind i Uberen og afsted med os. Da vi ankommer, er der lukket.
Typisk tre mænd som os, der ikke lige har fået tjekket om de overhovedet har åbent. Heldigvis spottede vi, at Gordon Ramsey Hell’s Kitchen på Caesars Palace var åbent og det var blot syv minutters gang derfra på den anden side af strippen.

Så afsted med os ud i varmen og jeg fik lige fyret lidt billeder af på vejen:


Det var en virkelig hyggelig frokost vi fik os. Jeg fik min favorit bøf, Filet Mignon, med bearnaisesovs og kartoffelmos, hvor de havde smidt en klat cremefraiche og purløg på toppen. Bøffen var supergod og kartoffelmosen næsten bedre. Til gengæld så var bearnaisesovsen langt fra Knorr niveau i det den var lidt for bitter til mig.



Gutterne shopper mens jeg har møde

ITIN-møde
Efter maden gik vi tilbage på Horseshoe, hvor Daniel skulle shoppe gaver til familien derhjemme og jeg havde et møde med Shannon i Versailes Ballroom, hvor de har payouts osv. Shannon er ansvarlig for at hjælpe folk med skat. Hun specialiserer sig i at udstede ITIN for udenlandske pokerspillere under WSOP. Et ITIN er et Individual Taxpayer Identification Number – altså et slags cpr. nr. for udlændinge.
Uden et ITIN skal man betale 30% i amerikansk skat af overskuddet af sine gevinster under WSOP. Det skal dog bemærkes, at det kun gælder for gevinster OVER $5.000 efter fratrukket buyin.
Så et eksempel på dette kunne være, at man spiller en $1.000 turnering. Man vinder $7.000. I det at overskuddet i turneringen er $6.000, så er beløbet over grænsen på de $5.000. Derfor skal man betale skat. Havde man kun vundet $5.000, så havde overskuddet blot været $4.000 og derved ingen skat. I den situation kan man få pengene udbetalt med det samme eller sat ind på sin WSOP-konto.
Tidligere da WSOP foregik på Rio, så kunne de udstede et ITIN til udlændinge med det samme. Da de rykkede til Paris/Horseshoe på strippen, så kunne de ikke længere. Det ændrede sig dog heldigvis sidste år og det er altså Shannons opgave at hjælpe med dette.
Mit møde med hende var kl. 14.00 og da jeg ankom 13.55, så havde hun allerede lavet alle papirerne klar og afventede blot tre underskrifter fra mig, som hun havde forberedt. Fantastisk service. Da jeg havde underskrevet, skulle jeg til payout desken og her sørgede hun for, at jeg kom forrest i køen – foran alle highrollerne, der stod i kø efter deres $10.000 GGMillion$ gevinster.
Derfor var jeg allerede ude igen efter fem minutter og min gevinst fra 4. pladsen var på min WSOP-konto, men vigtigst af alt, så havde jeg nu et ITIN.
Nu sidder du sikkert derhjemme og tænker, hvad så med skatten hjemme i Danmark. Ja, det er nærmest en hel blog for sig, og jeg vil da gerne en dag uddybe det. I kan få den hurtige version: Har du betalt 30% skat af din gevinst i USA, så er der en dobbeltbeskatningsregel, der betyder, at du ikke kan betale skat i to lande af samme gevinst. Derfor vil du ikke behøve at betale skat af de resterende 70% når du kommer hjem.
Får du alle pengene udbetalt, som jeg gjorde, via dit ITIN, så skal du betale B-skat af dine gevinster hjemme i Danmark. Der er et specifikt punkt på årsopgørelsen til dette.
Det skal dog nævnes, at man kan fratrække ret meget inden man indrapporterer sit endelige beløb. F.eks., kan du fratrække alle din buyins, hotel, fly, mad og endda tab på cashgame (hvis man kan dokumentere regnskab og bevis for at du har spillet på et kasino). Ikke nok med det, du kan fratrække ALLE dine udgifter udenfor EU ifm. pokerspil for hele 2026.
Nok om de kedelige skatteregler. Hvis I har yderligere spørgsmål så skriv enten til mig, eller kommentere det til os på sociale medier som Facebook – så skal jeg forsøge at få svaret.
Hilse på Gus og skrive blog
Mens jeg ventede på at Marc og Daniel skulle shoppe færdigt, så fik jeg lige hils på Gus Hansen, der spillede $10.000 NL 2-7 Single Draw turneringen, hvor han havde trukket et bord med bl.a. Phil Hellmuth og Scott Seiver.


Tilbage i Dansk Poker Huset kunne jeg mærke trætheden komme, men jeg skulle færdiggøre bloggen som nævnt, så det var bare at tage mig sammen. Vi fik også sagt endeligt farvel til Daniel, der tog afsted til lufthavnen.
Den nat sov jeg som et lille barn. 9½ velfortjente timers søvn blev det til.
Torsdag – oldeturnering og Wahlburger
Dagen efter var i dag torsdag. Marc vækkede mig med en banken på døren. Jeg har lavet mad sagde han til min store overraskelse. Det er jo ellers min opgave som vært i huset, men fedt han gad og ville gøre det for mig.
Vi havde aftenen før lagt kampplanen for torsdagen. Vi skulle smadre de gamle nisser i oldeturneringen på Horseshoe. Der var nemlig en $250 Seniors Daily Deepstack event kl. 09.00, som passede perfekt til en off-day inden den, for os, store $1.500 WSOP Monsterstack, som vi ville spille fredag.
En seniors turnering er for spillere som er over 50 år gammel. Det er Marc og jeg lige akkurat. Vi havnede endda på bord lige op og ned ad hinanden.
Det skulle vise sig, at Marc havde været forholdsvis uheldig med sit startbord med en masse udenlandske spillere, der slet ikke var så dårlige igen. Mit bord derimod var lutter amerikanere, som alle spillere mere tight end nogen anden turnering jeg nogensinde har prøvet før.
Bedste startbord længe
For at give jer læsere en idé om hvor tight det var, så var der ikke en raiset pot de første 30 minutter på level 1. Samtlige hænder vi spillede, var limpede potter. Jeg øgede stacken fra 25.000 til 32.000 i den periode. Det var helt perfekt.
En anden sjov detalje var, at da jeg fik AK på level 4 og jeg 3-better en spillers åbning, så var det nærmest som om, at bordet gik i chok. Det var det første 3-bet hele dagen på det tidspunkt. Hånden efter får jeg kongerne og 3-better igen efter en spiller åbner fra tidlig position og en kæmpe fisk kalder ved siden af. Jeg 3-better fra knappen og første mand folder. Ham fisken skubber A4 og jeg holder hjem. På dette tidspunkt runder jeg 72.000.

Så starter balladen med en ældre asiatisk amerikaner der sætter sig i seat 2 til på min højre side. Han starter med at fortælle bordet, at han er en dårlig spiller og at dette er hans tredje buyin i samme turnering. Så går han ellers i gang med at spille med en VPIP tæt på 100%.

I starten så lagde jeg ikke mærke til det så meget. Jeg var i gang med at få turens første massage og var samtidigt kortdød, hvilket passede glimrende, så jeg kunne nyde massagen. I øvrigt så var der et jordskælv på dette tidspunkt. Jeg lagde godt mærke til at gulvet gyngede lidt, men den var vist kun 3,8 på richterskalaen ifølge de lokale myndigheder.
Måske har han foldet en hånd eller to, men da han fik lidt chips og nærmede sig 40.000, så tog det fart. Han enten limpede (når han havde en dårlig hånd) eller raisede (når det var en god). Så han løj ikke, da han fortalte at han var en dårlig spiller.
Nå, men det var jo som at sidde ved siden af en pengeautomat for mig. Jeg spillede selvfølgelig ikke alle hænder sammen med ham, men valgte bare min hænder med omhu, som da han limper på knappen.
Jeg siger 4.000 på 500/1.000/1.000 med A♥️T♠️. Ham snap betalt som ventet.
Flop 8♠️7♦️3♣️. Cbet 3.200. Betalt.
Turn 9♥️. Check check.
River 6♠️.
Mig bet 11.300. Ham snap betalt og viser K♦️5♣️.
Asiatisk hval på tilt
Hånden efter raiser super tight spiller til 4.000 fra UTG. All-in fra endnu mere tight dame med 15.000. Snap all-in fra den asiatiske amerikaner i seat 2 med 34.000. Betalt af UTG, der har esser. Den tight dame i seat 1 har 9ere. Seat 2 vender et par 3.
3er i vinduet.
Nu har han mange chips. Men 30 minutter efter er de alle væk – til ingens overraskelse. Først så limper han fra tidlig position med 54o og snap kalder et 20 big blinds all-in fra Charles, der er en dygtig tight spiller. Charles har AQ som holder hjem.
Så løber han med 87o ind i esser efter han åbenskubber 50 big blinds all-in. I hans sidste hånd, inden han ved bordet laver sit re-enty, er han all-in blindt (annoncerer til hele bordet) med 24 big blinds. Tim, der er kæmpe Iron Maiden fan, vågner op med konger og tager ham ud.

I en pause får jeg hilst på Roko i Luxon Pay desken
Juschilling702
Det er omkring det her tidspunkt, at Justin Frank dukker op ved bordet. Han kalder sig selv juschilling på Insta og er en super cool fyr.
Han starter med at fortælle om en besked hans mor havde fortalt ham om, at hun ikke kunne forstå hvorfor man ikke kunne få 10% rabat på turneringen, nu det var for gamle mennesker.
Han var bare en sjov og hyggelig fætter med en fed stemme. Sådan en der er perfekt til radio, som han også fortalte, at han havde arbejdet med. Hans far kom hele tiden forbi bordet for at se hvordan det gik med ham og ja, jeg kunne nærmest skrive videre en halv times tid blot om Justin alene, der bare havde en vanvittig fed personlighed.
Jeg var selv i ekstra godt humør i dag og kunne mærke energien og glæden ved at spille. Derfor var jeg nok også meget mere snakkesalig end jeg plejer at være – og jeg snakker meget normalt.
Bordet løsnede mere og mere op – da Justin kom så var det nærmest som et to-mands standup comedy show, hvor jeg var en af dem som underholdt sammen med Justin. Alle grinede og havde en fantastisk tid ved bordet.
En spiller kom til mig efter han var blevet slået ud og sagde ”I have never played with a more nice person than you. Thank you so much for the experience. I will never forget this”. Det er sådan en kommentar der luner gevaldigt og gør at jeg synes, at det er det værd.
Stack them up
Samtidigt blev min stack større og større. Da jeg i tirsdags byggede stacken via 3-bets og aggressivt spil, så behøvede jeg slet ikke at risikere noget i dag. Det var bare at vælge mine spots og trods, at jeg faktisk var kortdød, så fandt jeg alligevel masser af muligheder for at øge stacken. Hvis jeg lavede et raise preflop blev det raise sjældent kaldt – ej heller af big blind. Og hvis big blind kaldte, så foldede de nærmest hver gang til mit cbet.
Jeg havde en lidt speciel hånd, som jeg bliver nødt til at tage med.
Jeg raiser med Q♠️3♥️ fra knappen til 12.000 på 3.000/6.000/6.000. Betalt af Jon i big blind.
Flop A♣️K♣️7♣️. Ham lead 12.000.
I det øjeblik kommer min tjener med min diet coke. Jeg har ikke nogen én dollars sedler, så mens jeg giver ham en $20-seddel og beder om ”change”, så tænker jeg, at det er et perfekt float spot, fordi det ser stærkt ud eftersom jeg har haft mere fokus på tjeneren end hånden.
Jon ligner samtidigt et klør flushtræk – sandsynligvis Q♣️ eller J♣️ – måske med en 7er.
Så jeg betaler og forventer et check fra ham på alle ikke klør på turn.
Turn 4♦️. Ham check.
Jeg better 23.000 og han snap folder. Smukt.
I en pause møder jeg Thomas “Tøf Tøf”s far – eller faktisk hedder han bare Richard og er amerikaner. Men tjek lige selv hvor det ligner:


Pres på ved boblen
Da vi nærmede os pengene satte jeg tempoet op. Som bordets største stack, så raisede jeg nu tæt på 80% af tiden og alle foldede bare. Stacken blev i denne periode øget fra 165.000 til 240.000 uden dikkedarer.
En ny spiller i seat 2 limper fra UTG med en 8 big blinds stack. Vi er to fra pengene og han har fortalt mig, at han bare gerne vil cashe, fordi han var blevet bubbleboy tre turneringer i træk. Jeg ville have raiset ALLE hænder i det spot, men kigger faktisk ned i T♠️T♣️. Så jeg raiser og alle folder tilbage til seat 2. Han tænker længe – prøver at kigge på skærmen i håb om, at vi har ramt pengene. Det har vi ikke og til sidst indrømmer han, at han bliver nødt til at folde fordi han er en kylling. Han vender Q♥️Q♣️ og bordet er i chok.
Heldigvis så rammer vi pengene kort tid efter og han får sit minimums cash på $504. Der var i øvrigt 451 til start i turneringen og penge til top-68 med $16.344 til vinderen.

Turneringsdata fra da de fortalte om pengepræmierne
Nærmer os finalebordet
Som sædvanligt så starter bustout bonanza lige efter boblen er sprunget og jeg folder mig ned i 210.000 inden knappen går all-in med 2♠️2♥️ og jeg vågner op med T♥️T♠️ i big blind og har nu 400.000.

Nyt bord, hvor jeg først vinder med 9erne mod A♠️4♣️ og senere runder 940.000 via aggressivt spil. Blinds er nu kæmpestore.
På 20.000/40.000/40.000 raiser jeg 8♠️8♣️ fra tidlig postion. En spansk spiller, som jeg har spillet mod til EPT’erne, går all-in med 650.000 fra knappen. Om syv minutter skifter level til 30.000/60.000/60.000 og det var med i min overvejelse om jeg skulle kalde.
I gamle dage var det et kald, mens 7erne var et fold og 9erne var et 100% sikkert kald. I dag er det bare et helt standardkald. Med 18 spillere tilbage, så var jeg allerede i chips akkumuleringsmode. Jeg var på det her tidspunkt 2er i chips og min ven fra Spanien lå 4er i chips.
Vinder jeg den hånd, så tager jeg et kæmpe chiplead, der kan hjælpe mig med at gå efter sejren. Så jeg kalder selvfølgelig og han vender K♣️Q♥️, som rammer og jeg er nu nede på 245.000.

Hånden efter er jeg UTG og går all-in med 8♦️4♦️. Samme spiller vågner nu op med A♥️Q♥️, der rammer to par og jeg her bust som nr. 18 til $681. Så hurtigt kan det gå.

En rigtig god afslutning på dagen
Den gjorde slet ikke ondt, som det normalt gør at buste en turnering. Efter jeg fik mit payout i Versailes rummet, hvor jeg fangede et billede af payout desk, så tog Marc og jeg på min favoritjoint, Wahlburger, hvor jeg fik en super lækker salat med kylling samt lidt wings til deling.

Herefter var det hjem og skrive blog og i kassen. I morgen står den på $1.500 Monster Stack med 60 minutter levels og 250 big blinds fra start.
Vi ses i morgen. Ha en skøn fredag derhjemme i Danmark.

Quaade blogger fra Vegas
Del 1: Quaade drømmer i Vegas
Del 2: Danskerhygge i Vegas og Spurs sejr
Del 3: Vild dag afsluttes med årets første WSOP-finalebord



